
3 minute read
Salling Group sætter Lollands Centret i Maribo til salg
Salling Group sætter Lollands Centret i Maribo til salg
Salling Group har efter mange års ejerskab valgt at sælge Lollands Centret i hjertet af Maribo. Det er velfungerende og fuldt udlejet butikscenter med stærke lejere, høj stabilitet, god eksponering og en attraktiv afkastprofil. Centret på i alt 4.089 m² er fordelt på 13 erhvervslejemål, og salget formidles af EDC Erhverv Poul Erik Bech i Næstved til en udbudspris på 36 mio. kr.
Salling Group er selv ankerlejer i Lollands Centret gennem Netto, som har indgået en 10-årig uopsigelig lejeaftale. Dermed får en kommende ejer en sikker og stabil indtægt – en væsentlig faktor, der gør ejendommen særligt interessant for investorer.
Kim Fuglsang, ejendomschef i Salling Group, siger: “Lollands Centret er et solidt og veletableret butikscenter, som vi har ejet siden 2006, og har haft Netto siden 2001. Vi har nu valgt at sælge, fordi vi ønsker at fokusere på vores kernedrift. Centret er i rigtig god gænge, og med en stærk lejerportefølje og en langsigtet aftale med Netto, ser vi det som det helt rette tidspunkt at lade en ny ejer tage over og videreudvikle det.”
Fuldt udlejet – stærke og velkendte lejere Udover Netto er lejerne Matas, Kop & Kande, Bog & Idé – Legekæden, Matas, Maribo Apotek. Desuden er der frisør, tøjbutik, hobbybutik, cykelbutik, blomsterbutik, chokoladebutik og en restaurant/café. Mange af lejerne har været i centret i årevis og udgør en stabil kundemagnet.
Martin Andersen, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Næstved, som skal formidle salget af butikscenteret, siger: “Centret har en stærk placering midt i Maribo med høj synlighed ud mod Østergade, byens mest trafikerede handelsgade. Kombinationen af nem adgang, mange parkeringspladser, kort afstand til offentlig transport og moderne faciliteter som overdækkede opholdsarealer og el-ladestandere gør det til et attraktivt samlingspunkt for både kunder og erhvervsdrivende.”
En by og et område i vækst
Maribo er en aktiv handelsby på Lolland, som står foran en markant udvikling. Femernforbindelsen – Nordeuropas største anlægsprojekt – skaber tusindvis af arbejdspladser og giver hele Lolland-Falster et historisk løft. Det vil øge bosætning, købekraft og investeringsinteresse i området.
“Vi ser en tydelig stigende interesse fra investorer, der kigger mod Sydog Vestsjælland samt Lolland-Falster,” siger Martin Andersen og fortsætter: “Detailejendomme med stabile lejere og langsigtede kontrakter er eftertragtede, fordi de kombinerer et solidt afkast med lav risiko. Lollands Centret opfylder netop de kriterier. Vi glæder os til at finde en ny ejer af Lolland Centret, så den positive udvikling for centeret kan fortsætte.”
Området ved Lollands Centret er en blanding af butikker, erhverv og boliger, som skaber et aktivt og varieret bymiljø. Centret har adgang fra flere sider og er let tilgængeligt. Centeret gennem årene har været med til at understøtte Maribos handelsliv og skabe sammenhængskraft i lokalsamfundet, og det er fortsat et vigtigt samlingspunkt for byens erhvervsaktiviteter.
Fakta om Lollands Centret
Beliggende i centrum af Maribo med høj eksponering
Fuldt udlejet – 13 lejemål / 4.089 m²
Ankerlejer: Netto med 10-årig uopsigelig lejeaftale
Velkendte og stabile lejere som Matas, Kop & Kande og Maribo Apotek
Attraktiv pris: 36 mio. kr.
Læs mere om Lollands Centret på www.edc.dk/473019616