Jeg som aldrig har kendt mænd

Jeg som aldrig har kendt mænd Jacqueline Harpman

JACQUELINE HARPMAN

Jeg som aldrig har kendt mænd

roman

På dansk ved François-Eric Grodin

GADS FORLAG

Jeg som aldrig har kendt mænd er oversat fra fransk af François-Eric Grodin efter Moi qui n’ai pas connu les hommes

Copyright © Editions Stock 1995

Dansk udgave © Gads Forlag 2025

Omslag: Nete Banke, Imperiet efter originaldesign af Anna Morrison

Bogen er sat med Stempel Garamond hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-80282-2

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33

1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Udgivet med støtte fra Fédération Wallonie-Bruxelles

Til Denise Geilfus for venskabet

Nu hvor jeg næsten aldrig kommer ud mere, tilbringer jeg en del tid med at sidde i en af lænestolene og genlæse bøgerne. Jeg er først for nylig begyndt at interessere mig for forordene. Her taler forfatterne gerne om sig selv, de forklarer hvorfor de har skrevet værket. Det overrasker mig: Var det virkelig ikke mere naturligt i deres verden end i min at videregive den viden man har opnået? De føler tilsyneladende ofte et behov for at forklare at de ikke skriver for at forherlige sig selv, at de er blevet opfordret til det og kun modstræbende har ladet sig overtale. Hvor er det besynderligt! Det er som om folk ikke var videbegærlige, og at man skulle undskylde for at ville give sine kundskaber videre. Eller også forklarer de hvorfor de har anset det for passende at udgive en ny oversættelse af Shakespeare, eftersom de forrige, hvor prisværdige de end var, led af den ene eller den anden mangel. Men hvorfor overhovedet oversætte når det måtte være så let som ingenting at lære forskellige sprog og læse alle de værker man kunne tænke sig, uden andres mellemkomst? Den slags ting bliver jeg helt forvirret over. Der er ingen tvivl om at jeg er

meget uvidende, men jeg ved tydeligvis endnu mindre end jeg troede. De udtrykker taknemmelighed over for deres læremestre, der har indført dem i det ene eller det andet fagområde, og eftersom jeg ikke forstår et ord af hvad det drejer sig om, læser jeg det som regel med en vis ligegyldighed. Men i går fik jeg pludselig tårer i øjnene, jeg kom til at tænke på Théa, og en voldsom bølge af sorg skyllede ind over mig. Jeg så for mig hvordan hun sad på kanten af en madras, med knæene til siden, og tålmodigt syede med sin elendige tråd af flettet hår der hele tiden knækkede, holdt inde for at sende mig et overrasket blik, hvor hurtig hun var til at opfatte hullerne i min viden og give sin egen videre til mig, samtidig med at hun beklagede at den var så begrænset, og jeg følte en umådelig smerte og begyndte at hulke. Jeg havde aldrig grædt før. Jeg har lige så frygtelig ondt i sjælen som jeg har i maven på grund af kræften, og jeg, som aldrig taler længere, fordi der ikke er nogen til at høre mig, begyndte at kalde på hende: Théa! Théa! Jeg kunne ikke holde ud at hun ikke var her, at hun havde ladet døden rive hende ud af mine ubehjælpsomme arme, jeg var vred på mig selv over at jeg ikke havde holdt hende tilbage, over at jeg havde forstået at hun ikke orkede mere, jeg sagde til mig selv at jeg havde svigtet hende fordi jeg var så ubøjelig, sådan som jeg har været det hele livet og vil være det ind i døden,

fordi jeg ikke kunne give hende en varm omfavnelse, fordi mit hjerte var stivnet, enfoldigt, og at jeg ikke havde mærket at jeg var fortvivlet.

Jeg havde aldrig før været så overvældet af følelser, og jeg ville have svoret på at det ikke kunne ske for mig. Jeg havde set kvinder ryste, græde, skrige, men kunne ikke sætte mig ind i deres lidelser, jeg oplevede reaktioner der virkede uforståelige, og jeg sagde ikke et ord, selv når jeg gjorde hvad de bad mig om, for at hjælpe dem. Vi var ganske vist alle fanget i den samme tragedie, der var så voldsom og så altomfattende at jeg var ufølsom over for alt andet, men jeg var endt med at tro at jeg var anderledes. Og nu sad jeg her og hulkede og var alt, alt for sent nødt til at erkende at også jeg havde elsket, at jeg var i stand til at føle sorg, kort sagt at jeg var menneskelig.

Det var som om smerten aldrig ville stilne af, som om den aldrig ville slippe sit tag i mig og lade mig beskæftige mig med andet end den – og det bøjede jeg mig for. Det må være det man kalder at blive ædt op af dårlig samvittighed. Jeg ville ikke længere kunne komme på benene eller tænke eller lave mad til mig selv, og jeg ville langsomt sygne hen. Jeg fandt en form for dunkel glæde i forestillingen om at lade mig synke hen i fortvivlelse, men så vendte den fysiske smerte tilbage, og den var så intens og skarp at den rev mig ud af mine sjælekvaler. Og jeg, som i sagens natur

aldrig morer mig, kunne med ét se noget morsomt ved denne svingning, og som jeg lå dér helt krummet sammen, begyndte jeg at grine.

Da smerten aftog, spekulerede jeg på om jeg nogensinde havde leet før. Kvinderne lo tit, og jeg mente at jeg af og til havde leet med, men jeg var ikke sikker.

Det gik pludselig op for mig at jeg aldrig tænkte på fortiden, jeg levede i et evindeligt nu og var i færd med at glemme min historie. Først trak jeg blot på skuldrene og tænkte at det ikke ville være noget større tab, eftersom jeg aldrig havde oplevet noget, men der gik ikke længe før jeg stejlede over den tanke. Hvis jeg var et menneske, var min historie vel lige så vigtig som historien om kong Lear eller prins Hamlet, som denne William Shakespeare havde ulejliget sig med at gengive så detaljeret. Beslutningen blev truffet i mig nærmest uden at jeg opdagede det: Jeg ville gøre som ham. Jeg har med tiden lært at læse flydende, det er meget sværere at skrive, men jeg har aldrig ladet mig afskrække af forhindringer. Jeg har papir og blyanter, jeg har måske ikke så meget tid, men efter at jeg er holdt op med at tage på ekspeditioner, er der ikke andet der kalder. Så jeg besluttede at gå i gang med det samme. Jeg gik ud på lageret efter noget kød til mit måltid og satte det til at tø op, så maden hurtigt kunne være klar når jeg blev sulten. Så satte jeg mig ved det store bord og begyndte at skrive.

Når jeg skriver disse linjer, er min fortælling afsluttet. Alt er ordnet omkring mig, og jeg er færdig med den sidste opgave jeg har stillet mig selv. Det har kun taget mig en måned, måske den lykkeligste i mit liv. Det er svært at forstå, for mine erindringer er alle fra denne besynderlige tilværelse som ikke har budt på megen lykke. Er arbejdet med ens erindringer en tilfredsstillelse i sig selv? Og er det man husker, mindre vigtigt end selve det at huske? Endnu et spørgsmål der aldrig bliver besvaret – det er som om jeg ikke består af andet.

Jeg har været i kælderen så langt tilbage jeg kan huske. Er det dét man kalder minder? De få gange hvor kvinderne indvilligede i at fortælle mig om ting der var sket i deres liv, handlede det om begivenheder, om kommen og gåen, om mænd – jeg, derimod, er henvist til at anvende ordet erindring om følelsen af at leve det samme sted, med de samme mennesker og gøre det samme igen og igen, det vil sige at spise, tømme sig og sove. I lang tid gik alle dagene på fuldstændig samme måde, men så begyndte jeg at tænke, og alting blev anderledes. Før det skete der ikke andet end en endeløs gentagelse af identiske bevægelser, og det var som om tiden stod stille, selv om jeg havde en vag bevidsthed om at jeg voksede, og at tiden gik. Min erindring begynder med min vrede.

Jeg kan naturligvis ikke sige hvor gammel jeg var.

De andre havde allerede været voksne længe da jeg tilsyneladende kom i puberteten. Jeg oplevede kun de første tegn på det: Jeg fik hår i armhulerne og på mit køn, og mine bryster voksede en smule, hvorefter det hele gik i stå. Jeg fik aldrig menstruation. Kvinderne sagde at jeg skulle prise mig lykkelig, at jeg undgik besværet med blodet og forholdsreglerne man måtte tage for ikke at snavse madrasserne til, jeg slap for den kedsommelige månedlige vask af de klude som de var nødt til at holde fast mellem lårene på bedste beskub ved at spænde musklerne, eftersom de ikke havde noget at sætte dem fast med, og jeg ville ikke få de mavesmerter som unge piger så ofte led af.

Men jeg troede ikke på dem – de havde næsten alle sammen menstruation, og hvordan kunne det være en fordel at mangle noget som alle andre har? Jeg havde på fornemmelsen at de snød mig.

Dengang spekulerede jeg ikke særlig meget over tingene, det faldt mig ikke ind at spørge hvad formålet var med menstruation. Jeg var måske nok tavs af natur, men når jeg en sjælden gang spurgte dem om noget, var deres reaktion heller ikke ligefrem opmuntrende. Som oftest sukkede kvinderne, kiggede væk og sagde: “Hvad får du ud af at vide det?”, og det gav mig en følelse af at jeg forstyrrede dem eller gjorde dem kede af det. Jeg vidste det ikke, og jeg pressede ikke på. Først langt senere forklarede Théa mig hvad

menstruation var. Hun fortalte mig også at ingen af kvinderne var særlig veluddannede – de var arbejdere, skrivemaskinedamer eller ekspeditricer, ord der aldrig har fået en præcis betydning for mig – og at de ikke vidste ret meget mere end mig. Efter Théas forklaring havde jeg det ikke desto mindre som om det var af ond vilje at de ikke havde villet lære mig noget. Det føltes som en fornærmelse. Théa sagde at det ikke var helt forkert, og forsøgte at forklare mig grunden til det –det vender jeg måske tilbage til senere, hvis jeg husker det, men på det tidspunkt som jeg vil fortælle om nu, var jeg rasende. Jeg følte at kvinderne så ned på mig, og at de ikke mente jeg ville kunne forstå svarene på mine få spørgsmål, så jeg besluttede mig for at holde op med at interessere mig for dem.

Jeg var hele tiden i dårligt humør, men jeg vidste det ikke, for jeg havde ingen ord for sindstilstande. Kvinderne gik frem og tilbage og ordnede de daglige gøremål, og de bad mig aldrig om at hjælpe til. Jeg satte mig på hug og iagttog hvad der var at se. Ved nærmere eftertanke var det nærmest ingenting. De sad og sludrede, og to gange om dagen lavede de mad. Lidt efter lidt vendte jeg min opmærksomhed mod vogterne der ustandseligt gik rundt om buret. De gik altid tre ad gangen med nogle få skridt imellem sig, mens de holdt øje med os, og vi plejede at lade som om de ikke var der. Men jeg blev nysgerrig. Jeg

opdagede at den ene af dem skilte sig ud – han var højere og tyndere end de andre, og efter et stykke tid indså jeg at han også var yngre. Det syntes jeg var meget interessant. Når kvinderne var i godt humør, talte de om mænd og om at elske, de fik små grineanfald og gjorde nar ad mig når jeg spurgte hvad det var der var så sjovt. Jeg gennemgik hvad jeg vidste: at kysse hinanden på munden, omfavnelser, sigende blikke og berøringer med fødderne, hvilket jeg ikke forstod noget som helst af, og så til sidst den syvende himmel – men eftersom jeg aldrig havde set nogen himmel, hverken den første eller de følgende, var det ikke noget jeg hæftede mig ved. De beklagede sig også over voldsomhed, det gjorde ondt, mænd var ligeglade med kvinder, de gjorde dem gravide, forlod dem og sagde: “Hvordan kan jeg vide det er mit?” Af og til sagde kvinderne at det ikke var noget stort tab, og andre gange begyndte de at græde. Min skæbne var til gengæld at forblive uberørt. En dag havde jeg langt om længe samlet alt mit mod for at overvinde min vrede og havde udspurgt Dorothée, den mindst afskrækkende af de to gamle.

– Din lille stakkel!

Og efter et par suk var hun kommet med det sædvanlige svar:

– Hvad får du ud af at vide det? Det kommer jo aldrig til at ske for dig.

– Jeg får viden ud af det, svarede jeg hidsigt og fandt ved samme lejlighed ud af hvorfor jeg gik så meget op i det.

Hun forstod ikke hvorfor man ville have en viden man aldrig ville få brug for, og jeg fik ikke noget ud af hende. Når nu jeg aldrig ville blive rørt af nogen, ville jeg i det mindste have tilfredsstillet min nysgerrighed. Hvorfor var det så vigtigt for dem ikke at fortælle mig noget? Jeg prøvede at trøste mig med at det jo var en offentlig hemmelighed, siden de alle kendte den. Var det for at få den til at stråle endnu kraftigere at de ikke indviede mig i den? Var det for at få den til at skinne som en kostbar skat at de holdt den for sig selv og på den måde fik skabt en pige der ikke vidste noget og derfor troede at de rådede over et vidunder? Holdt de mig udelukkende hen i uvidenhed så de kunne bilde sig ind at de ikke selv var blevet berøvet alt? De påstod af og til at det var af blufærdighed, men jeg så at de ikke var blufærdige over for hinanden, de hviskede og tiskede, de spruttede af latter, de var uanstændige. Jeg ville aldrig komme til at elske, de ville aldrig komme til det igen. Det kan være at vi stod lige, og at de fandt trøst i at berøve mig den smule de kunne berøve mig.

Inden jeg faldt i søvn om aftenen, tænkte jeg tit på den unge af vogterne. Jeg benyttede mig af den smule jeg havde kunnet gætte mig til: I et andet liv ville han

have sat sig ved siden af mig, han ville have inviteret mig ud at danse, han ville have fortalt mig sit navn, jeg ville have haft et som jeg kunne fortælle ham, vi ville have talt med hinanden, og hvis vi havde syntes godt om hinanden, ville vi have gået en tur hånd i hånd. Måske ville jeg ikke have fundet ham interessant – han var den eneste af vores seks fangevogtere der ikke var gammel og udslidt, og jeg var sikkert ukritisk fordi jeg aldrig havde mødt andre unge mænd. Jeg forsøgte at forestille mig vores samtale i en fortid jeg aldrig havde kendt: Bliver det godt vejr i morgen?

Har du set de kattekillinger der er blevet født inde hos naboen? Jeg har hørt at din tante skal ud at rejse.

Men jeg havde aldrig set kattekillinger og kunne heller ikke se for mig hvad godt vejr kunne være, og det satte en begrænsning på mine drømmerier. Så tænkte jeg på kyssene, jeg prøvede så præcist som muligt at forestille mig vogterens mund, som var temmelig stor med skarpt aftegnede og smalle læber – jeg brød mig ikke om de alt for svulmende læber som nogle af kvinderne havde. Jeg forestillede mig at mine læber nærmede sig hans, men man skulle nok vide noget mere om det, for det udløste ikke noget særligt i mig.

Det ændrede sig en aften. I stedet for at falde i søvn af kedsomhed mens jeg forsøgte at forestille mig et kys der aldrig ville finde sted, kom jeg i tanker om at kvinderne havde nævnt noget om forhør og

havde undret sig over at der aldrig havde været nogen.

Jeg digtede videre på den smule de havde sagt – jeg fantaserede om at en kvinde blev hentet og slæbt skrigende og skrækslagen væk. Nogle gange så man hende aldrig igen, andre gange blev hun kastet ind til os næste morgen, forbrændt, såret, jamrende, og nogle gange overlevede hun ikke. Jeg tænkte: “Åh!

Gid der var forhør! Så ville de komme og hente mig, jeg ville komme ud af det rum jeg altid har levet i, de ville slæbe mig ned ad ukendte gange, der ville ske noget!”

Mit hoved arbejdede utrolig hurtigt – den unge mand der trak af sted med mig med beslutsom mine, virkede meget pligtopfyldende, men så snart vi var drejet om hjørnet, så snart vi var ude af syne, standsede han op, vendte sig om mod mig, smilede og sagde: “Du skal ikke være bange,” hvorefter han lagde armene om mig. I samme øjeblik blev jeg gennemstrømmet af noget kæmpestort, en overvældende brusende følelse der var større end mig selv, et utroligt lys eksploderede i min krop, jeg mistede pusten – og fik den øjeblikkeligt tilbage igen, for det hele varede fortvivlende kort.

Bagefter var jeg forandret. Jeg forsøgte ikke længere at få kvinderne til at afsløre deres hemmelighed, for nu havde jeg min egen. Det viste sig at den brusende følelse var svær at opnå, jeg var nødt til

at fortælle mig selv længere og længere og mere og mere indviklede historier, og til min store ærgrelse oplevede jeg aldrig den brusende følelse to gange i træk, selv om jeg ville ønske den varede i timevis. Jeg havde lyst til at mærke den uafbrudt, til at blive vugget nænsomt, dag og nat, ligesom når det sparsomme græs på stepperne blev kærtegnet af den lette vind der varede ved i dagevis. Men alt det oplevede jeg først længe efter.

Nu brugte jeg al min tid på at frembringe den brusende følelse. Jeg var nødt til at opfinde usædvanlige omstændigheder hvor vi var alene, eller hvor vi i det mindste var adskilt fra de andre, ansigt til ansigt, og hvor jeg efter store kvaler blev overrasket af den vidunderlige følelse af hans arme omkring mig. Min fantasi udviklede sig. Jeg var nødt til at træne den meget disciplineret, for jeg kunne ikke bruge den samme fortælling to gange, overraskelsen var altafgørende, det blev tydeligt for mig da jeg flere gange havde forsøgt at forestille mig den skønne bevægelse der havde fået mig til at svæve oppe i skyerne, uden at jeg mærkede den mindste brusen. Det var meget svært fordi jeg ikke alene skulle skabe og fortælle historien, men også skulle overrumples. I dag kan det godt undre mig at jeg formåede at overvinde så mange forhindringer! Tænk at mit hoved kunne arbejde så hurtigt at den næste idé kom uden varsel, og jeg blev

revet med af det uventede! Den første gang, dengang jeg fik idéen om forhøret, havde jeg aldrig fortalt mig selv historier før, jeg vidste ikke engang at det kunne lade sig gøre, og jeg var lige så begejstret over den nye aktivitet som over selve fortællingen. Senere blev jeg meget hurtigt rutineret, en historietekniker, jeg kunne se om den begyndte dårligt, om den ville havne i en blindgyde, og jeg kunne endda ændre begivenhedernes gang for at få fortællingen til at bevæge sig i en mere hensigtsmæssig retning. Jeg gik så vidt som til at skabe personer der vendte tilbage med jævne mellemrum, som ændrede sig fra gang til gang, og som jeg blev meget fortrolig med. Jeg var meget glad for dem, og det er først nu hvor jeg har læst bøger, at jeg kan se hvor overfladiske de var.

Jeg var nødt til at skabe mere og mere indviklede historier. Jeg tror at noget i mig var klar over hvad jeg forventede af dem, og satte sig imod, og jeg var nødt til at komme bag på mig selv. Af og til måtte jeg fortælle i flere timer i træk for at lede mine indre tilhørere på vildspor og få dem til at glemme at være på vagt, give sig hen til glæden ved at lytte, more sig og sænke paraderne. Så indtraf det vidunderlige øjeblik, den unge mands blik, hans hånd på min skulder og fryden der strømmede igennem mig. Bagefter kunne jeg sove. Det er muligt at jeg skuffede en af de indre tilhørere når jeg afsluttede historien, en der foretrak

fortællingen frem for ophidselsen og derfor hele tiden

forsøgte at udsætte den for at trække sin egen fornøjelse ud selv om det betød at jeg gik glip af min.

Det hændte at jeg undervejs forsøgte at tale hende til fornuft: “Jeg er træt, jeg vil gerne sove, lad mig nu få den brusende følelse, jeg fortsætter i morgen.”

Men forgæves, hun lod sig ikke narre.

Kvinderne lagde mærke til, at jeg havde forandret mig. De iagttog mig en tid, så at jeg hele siden sad med knæene trukket op og hagen hvilende på mine korslagte arme, og jeg gætter på at mit blik var fjernt.

Men jeg vidste det ikke, for jeg tog mig overhovedet ikke af dem længere, og jeg blev overrasket da Annabelle kom hen og udspurgte mig.

– Hvad laver du?

– Jeg tænker, sagde jeg.

Det forvirrede hende. Hun blev stående et øjeblik og ventede på at jeg skulle sige mere, og gik så tilbage og fortalte de andre hvad jeg havde svaret. De talte lidt sammen, og så kom Annabelle tilbage.

– På hvad?

Al min vrede vældede op i mig igen.

– Da jeg spurgte jer hvordan man elsker, ville I ikke svare, og nu vil I have jeg skal fortælle jer hvad jeg laver inde i mit hoved! Hold I bare på jeres hemmeligheder hvis det morer jer, men I skal ikke forvente at jeg indvier jer i mine.

Hun rynkede brynene og gik tilbage til de andre.

Denne gang talte de sammen i længere tid. Jeg havde aldrig før set dem tale alvorligt så længe, de brød altid ud i latter efter ti minutter. Det var som om jeg havde fremkaldt noget nyt i dem. En anden af kvinderne kom hen til mig, den ældste og mest respekterede, Dorothée, som ikke engang jeg havde noget imod. Hun satte sig og så indtrængende på mig. Det var meget forstyrrende, for hun brød ind i en meget lovende del af en historie som havde været i gang i lang tid: Jeg skulle spærres inde alene i en celle, og jeg havde opsnappet et par ord om vagtafløsningen der gav mig grund til at håbe at nattevagten ville blive den unge mand. Hvordan skulle jeg kunne fortsætte foran den gamle kvinde der sad og så på mig uden at sige et ord? Jeg kunne allerhøjst forsøge at fastholde situationen: Jeg var alene, gispende, skræmt, jeg hørte stemmer og våbenraslen fra gangen, jeg anede ikke hvad der foregik, den hektiske, ophidsede stemning skræmte mig. Jeg prøvede at bevare spændingen i scenen mens jeg betragtede Dorothée betragte mig, jeg tænkte at hvis den brusende følelse ikke snart kom, ville jeg være nødt til at bruge denne situation til noget. Men hvordan pokker kunne jeg få noget uventet til at opstå i det her stillestående univers vi levede i, hvor kvinder havde levet indespærret i så mange år at de havde mistet enhver tidsfornemmelse?