Kirken i dag - De unge voksne og folkekirken

KIRKEN I DAG

3 / Med Guds velsignelse i ryggen

Af Henrik Bundgaard Nielsen

4 / Det gode ungdomsliv anno 2023

NR. 4 | DECEMBER 2023

22. årgang

Udgiver:

Kirkefondet, Peter Bangs Vej 5B, 2000 Frederiksberg

Tlf.: 33 73 00 33

E-mail: kirkefondet@kirkefondet.dk www.kirkefondet.dk

Formand:

Erik Mollerup

Generalsekretær:

Henrik Bundgaard Nielsen

»Kirken i dag« redigeres af: Charlotte Lydholm

Temagruppe bag nr. 3/2023:

Anita Obeling Kring, Anna Jensen, Berit Weigand Berg, Malte Ystrøm Madsen og Charlotte Lydholm

Layout og produktion:

Jørn Thomsen/Elbo A/S, Kolding

Årsabonnement for 2023:

Kr. 275,-

Enkeltnumre:

Kr. 75,-

Abonnement kan bestilles ved henvendelse til Kirkefondet.

ISSN 1601-8230

Forsidebillede:

uKirke på Vesterbro i København

Foto: Malte Ystrøm Madsen

Af Christine Ravn Lund

6 / Unge voksnes religiøsitet

Af Henrik Reintoft Christensen

8 / Unge voksne – hvem er de?

Af Malte Ystrøm Madsen

11 / Er der noget at grine af?

– Comedyforløb for unge

Anita Brændsgaard Bennetsen

12 / Ungdomsarbejdet i folkekirken

Af Anita Obeling Kring og Stinna Ahrenst

14 / Giv os i dag vort daglige…bøvl

Af Jacob Zakarias Eyermann

16 / ”Er du præst?...Nå for helvede!” Mellem sekularisering og inkarnation

Af Benjamin König

18 / ”Det fylder mindre, hvis man siger det højt” – om studenterpræsternes arbejde

Af Lene Crone Nielsen

21 / Mit forhold til folkekirken er som frøen i gryden

Af Maria Simonsen

22 / De unge og diakoni

Af Berit Weigand Berg

24 / Højt til loftet i ”Den Lave Højskole”

Af Anette Jorsal

27 / Hvordan kan unge få et positivt møde med folkekirken

– UngK i Aarhus

Af Julie Kajgaard

28 / Badehuset på Aarhus Ø

Af Kirsten Margrethe Bach

29 / Sjælesang og kreativ sjælesorg

Af Anne Edmond Pedersen

30 / Snacks er serious business

Af Sarah Lodberg

31 / Nyt fra Kirkefondet

32 / Konferencen "Kirke på nye vilkår"

MED GUDS VELSIGNELSE

I RYGGEN

AF

HENRIK BUNDGAARD

NIELSEN

Generalsekretær i Kirkefondet

Det er et stort og evigt tilbagevendende emne, som er tema for dette nummer af ”Kirken i dag” – det med kirken og de unge voksne. Mange menighedsråd har ved workshops og visionsdage spurgt til: ”Hvad kan vi gøre for at få flere unge voksne med ind i kirken?” Måske skal spørgsmålet drejes lidt: ”Hvordan vil de unge voksne gerne bruge kirken, og hvad kan vi som kirke gøre for og med dem?” At der rent faktisk bliver gjort meget på den front, vidner dette blads artikler om.

EN RELIGIØS DANNELSE

Vi kan også begynde med at spørge os selv, hvad det er, vi vil, at de unge voksne har ud af et møde med kirken? Og her bliver jeg meget inspireret af tankerne fra højskoleverdenen, hvor Jacob Zakarias Eyermann, forstander på Diakonhøjskolen, i sin artikel taler om det at give de unge voksne en religiøs dannelse. De unge kæmper med deres identitet, med at finde ud af hvem de er, og hvem de gerne vil være. Og det er netop en dannelsesproces, hvor kirken kan hjælpe dem. Nu er der selvfølgelig større muligheder for at gøre dette i intense højskoleforløb over flere måneder. Det er ikke de vilkår, vi arbejder under som kirke. Men jeg synes godt, at vi må sætte barren højt og lade det være en af kirkens målsætninger i arbejdet med de unge voksne: At give dem en religiøs dannelse med ud i livet.

I mange af kirkens tilbud til de unge voksne stiller kirken rammer og ressourcer til rådighed, hvor unge kan mødes i gode fællesskaber med debat, eksistenssamtaler, studiekredse, oplysning og kreativitet, ligesom det diakonale også har en stor plads i kirkens arbejde blandt unge voksne –f.eks. i form af sorggrupper. Mange af de unge er søgende, undersøgende og tvivlende, og hvis kirkens tilbud til dem, som skitseret ovenfor, skal understøtte deres religiøse dannelse, så tror jeg, at det er vigtigt, at de unge i disse aktiviteter møder mennesker, der ikke er bange for at stå ved, at det betyder noget for dem, at de har et kristent ståsted i deres liv, og som tør tage samtaler med de unge i et kristent og religiøst univers og sprog.

STØRRE FOKUS PÅ SPIRITUALITET?

Der henvises i dette blad også til en stor undersøgelse af danskere i alderen 22-35 år foretaget for Vesterbro Sogn. Den viser bl.a., at i denne aldersgruppe er der 19 %, som praktiserer tro, religion eller spiritualitet, og at hver sjette unge voksen ifølge undersøgelsen ”savner flere at tale med om tro, religion og spiritualitet – og at deltage i fællesskaber herom”. Det må være et oplagt område for folkekirken at gå ind i, og undersøgelsen anbefaler også, at et ”større fokus

på spiritualitet muligvis kan gøre folkekirken mere tilgængelig”. Denne higen efter en ”mere spirituel kristendom” er ikke ny. Allerede i 00’erne opdagede Signe Malene Berg, natkirkepræst ved Københavns Domkirke, denne tendens, hvorfor hun i 2008 udgav bogen ”Med hovedet i Himlen og begge ben på jorden”, som indeholder små ”kristne” ”ritualer til 28 dage – fra ”take-away-bønner til lystænding og små meditative øvelser” som en hjælp ”til at gøre troen til en del af dagligdagen”.

MED GUDS VELSIGNELSE I RYGGEN

I min sognekirke slutter en af præsterne ofte sin kirkebøn med disse ord: ”Og må der altid må være en kirkebænk, hvorfra vi kan rejse os med Guds velsignelse i ryggen”. Jeg kom til at tænke på disse ord, da jeg læste en af dette blads artikler om elever på Diakonhøjskolen, som vælger til deres dimission at blive indviet til diakon i kirken, selvom de ikke kommer med en kristen baggrund. Men det har åbenbart stor betydning for dem at få velsignelsen med ud i arbejdslivet. Derfor kunne det være en målsætning for alt, hvad kirken gør for og med de unge voksne (og alle os andre for den sags skyld), at vi altid oplever os sendt ud i livet med Guds velsignelse i ryggen. •

DET GODE UNGDOMSLIV ANNO 2023

Der bliver talt meget om unges mistrivsel. Om årsagerne. Om løsningerne. Og om vi overhovedet har en trivselskrise. Heldigvis trives langt de fleste unge. Men vi ser en bekymrende tendens: flere og flere unge mistrives.

AF

CHRISTINE RAVN LUND

Forkvinde for Dansk Ungdoms

Fællesråd

Det allervigtigste i den forbindelse er at lytte til dem, det hele drejer sig om: Os unge. Vi skal inddrages i både afdækningen af problemerne og i at finde løsninger. For det er os unge der ved, hvordan det er at være ung i dag. Hvad der fungerer, og hvad der er svært? Hvad der gør ungdomslivet godt, og hvad der kan stå i vejen for det? Derfor har vi hos DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd gennemført en stor undersøgelse af unges trivsel og det gode ungdomsliv. Her ønsker vi at dykke ned i, hvad der udfordrer og styrker trivslen hos unge mellem 16 og 29 år. Og hvad trivsel egentlig er ifølge unge selv? Vi har spurgt 1.064 unge i en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse og interviewet 39 unge i enkelt- og gruppeinterviews for at få unges egne ord frem i debatten om trivsel og mistrivsel.

FLERTALLET AF UNGE HAR ET GODT LIV, MEN

MANGE UNGE OPLEVER PRES OG ENSOMHED

Hvad viser vores undersøgelse om ungdomslivet i Danmark anno 2023? Størstedelen har det godt: 65 % føler i høj eller meget høj grad, at livet er godt. Dertil er 71 % helt eller delvist enige i ofte at være glade. Nære relationer har størst betydning for, om unge generelt føler sig glade, efterfulgt

af egen økonomiske situation og helbred. Generelt fremhæver unge fællesskaber og sociale relationer som afgørende for trivslen.

Selvom mange unge ser ud til at have et godt socialt liv, så fylder ensomhed hos en alt for stor andel – næsten hver tredje ung er helt eller delvist enig i ofte at føle sig ensom. En stor gruppe unge oplever desuden et pres, som er svært at placere årsagen til. I vores interviews fortæller unge om en oplevelse af, at presset både kommer fra en selv og fra omgivelserne. Ungdommen er også kendetegnet af at have mange forventninger til sig selv: 59 % er helt eller delvist enige i, at selvværdet afhænger af præstationer.

Ungdomslivet er også et liv med fart på, hvor næsten halvdelen af unge oplever at få dårlig samvittighed, når man laver noget, som man ikke føler ”fører til noget”. Og 23 % må ofte nedprioritere at slappe af eller have tid for sig selv, fordi man er for presset – fx mangler tid og overskud. Mange unge deler ønsket om et ungdomsliv med bedre muligheder for at stoppe op og være til stede i det, man er i, frem for hele tiden at skulle tænke fremad.

SOCIALE MEDIER STJÆLER TID

Et element, der presser nogle unges liv, er sociale medier og skærme. Mange unge fortæller om en oplevelse af, at sociale medier og skærme stjæler tid. Når telefonen kommer

op af lommen, kan der pludselig forsvinde to timer, som man egentlig skulle have brugt på noget andet. Nogle unge fortæller om, at det nogle gange kan føles nemmere at blive hjemme foran skærmen, selvom man inderst inde egentlig godt ved, at det ikke er det, man bliver glad af. Tid brugt på skærmen kan stjæle tid fra både praktiske aktiviteter som madlavning og oprydning – og fra frirummene i ungdomslivet såsom venner og fritidsaktiviteter. Over halvdelen af unge vil gerne bruge mindre tid på sociale medier.

UNGE ØNSKER AT BLIVE INDDRAGET

Ungdommen er også i høj grad kendetegnet af et ønske om at blive inddraget og anerkendt som vigtige eksperter i debatten om den stigende mistrivsel blandt unge. Vi vil inviteres med om bordet, når der skal findes løsninger – både i eget liv, lokalt og nationalt. Desværre oplever 48 % af unge kun i lav grad, mindre grad eller slet ikke at have indflydelse på beslutninger i samfundet, der påvirker unges trivsel. Og vores undersøgelse peger på en sammenhæng mellem trivsel og indflydelse.

Ud af den gruppe, der i mindre grad oplever at have et godt liv, svarer 31 %, at de slet ikke eller i lav grad har indflydelse på beslutninger i samfundet, der påvirker egen trivsel. Det samme gælder kun hos 14 % af unge, der i meget høj grad oplever at have et godt liv.

Det samme billede ses med hensyn til uddannelsesinstitutioner: I gruppen af unge, der i mindre grad oplever at have et godt liv, svarer 21 %, at de i skole- og uddannelsessystemet slet ikke oplever at have indflydelse på beslutninger, der påvirker egen trivsel. Hos den gruppe, der i meget høj grad føler, at de har et godt liv, er det kun 5 %, der slet ikke oplever at have indflydelse. Unge, der trives mindre godt, oplever altså en mindre grad af indflydelse i både samfundet og på deres uddannelsesinstitution.

FORENINGSLIVET SKABER TRIVSEL

HOS MANGE UNGE

trivslen. Foreningslivet giver fællesskaber, venskaber, selvtillid og netværk. I foreningsfællesskaberne kan man møde andre med samme interesser, et fælles engagement og gøre en forskel for andre.

At foreningslivet påvirker unge positivt, kommer også til udtryk ved, at 59 % af foreningsaktive unge synes, at følelsen af at være god nok bliver påvirket i positiv eller i meget positiv grad af deres fritidsaktivitet eller frivillige arbejde.

DET ER STADIG SVÆRT AT BEDE ANDRE OM HJÆLP, NÅR LIVET ER SVÆRT

Hele 57 % af unge mellem 16-29 år har inden for det sidste år følt et behov for støtte til at håndtere mistrivsel. Heraf har 32 % søgt hjælp, mens hver fjerde ung har undladt at søge hjælp på trods af at have haft behov for det.

Der er flere årsager til, at nogle unge har undladt at søge hjælp trods behovet for det. Halvdelen angiver som en af årsagerne, at det er svært at bede andre om hjælp. Derudover tror 36 % ikke på, at nogen kan hjælpe med problemerne, mens 31 % oplever økonomi som en barriere for at få adgang til den hjælp, man har behov for. Både individuelle og strukturelle faktorer kan dermed stå i vejen for at få hjælp, når livet er svært.

Ungdomslivet er også et liv med fart på, hvor næsten halvdelen af unge oplever at få dårlig samvittighed, når man laver noget, som man ikke føler ”fører til noget”… Mange unge deler ønsket om et ungdomsliv med bedre muligheder for at stoppe op og være til stede i det, man er i, frem for hele tiden at skulle tænke fremad.

CORONA

SPØGER STADIG

Undersøgelsen viser også, at corona stadig sætter sit præg på den danske ungdom. 46 % af unge mellem 16 og 29 år oplever, at fællesskaber og sociale relationer i en eller anden grad er blevet sværere at indgå i efter corona.

Vores undersøgelse viser, at der er en sammenhæng mellem foreningsdeltagelse og trivsel: Unge, der er aktive i foreningslivet, oplever i højere grad end unge, der aldrig har været medlem af en forening, at have et godt liv, og flere er ofte glade. Og i fortællingerne fra de foreningsaktive unge er det tydeligt, hvor vigtig en rolle foreningslivet spiller for

VIL DU LÆSE HELE DUF’S UNGEANALYSE, kan se den her: https://duf.dk/artikel/dufs-ungeanalyse-2023

Undersøgelsen peger desuden på, at tiden med corona har skabt en ny social kultur blandt nogle unge, hvor man i højere grad mærker efter og melder fra, hvis man ikke har overskud til at tage af sted til sin aftale eller bare har brug for alenetid. Den ændrede sociale kultur opleves både som positiv og negativ. På den positive side er det godt at kunne mærke efter, hvad man har lyst og overskud til at bruge sin tid på. På den negative side betyder det, at nogle unge oplever, at man ikke længere kan regne med en aftale på samme måde som før, fordi det er legitimt at melde fra uden nogen ”god” grund. Den nye sociale kultur påvirker også foreningslivet, hvor 30 % af unge bruger mindre tid på fritidsaktiviteter nu sammenlignet med før corona.

Ungeanalysen 2023 peger os dermed i retning af både muligheder og udfordringer, som vi bliver nødt til at adressere – som fællesskaber og samfund – hvis vi skal gøre os forhåbninger om at knække kurven for unges mistrivsel og sikre, at flere unge oplever et godt ungdomsliv. Et af de vigtigste elementer er at anerkende unges ekspertise og vigtige perspektiver samt skabe plads til, at unge har ægte indflydelse på eget liv. •

UNGE VOKSNES

RELIGIØSITET

HENRIK REINTOFT

CHRISTENSEN

Lektor, ph.d. og leder af Center for SamtidsReligion på Aarhus Universitet

Religion er blevet beskrevet som en erindringskæde af den franske religionsforsker Daniele Hervieu-Leger. Med den metafor understreger hun religionernes behov for kontinuitet mellem generationerne. Religion er en kollektiv erindring, som trækker på en fælles kulturarv. Samtidig peger hun på, at den moderne verden er fremtidsorienteret, og at diskontinuitet er en bedre beskrivelse af dagens orden. Muligheden for, at kæden hopper af, for de nye generationer, har selvfølgelig altid været til stede, da generationer aldrig er kopier af hinanden, men sandsynligheden for, at det sker i dag, er større, end den var for 100, 500 eller 1000 år siden. Det skyldes et væld af omstændigheder, blandt andet at forældre i dag er mere forsigtige med at påtvinge deres børn bestemte (fx religiøse) værdier, fordi andre værdier (særligt selvbestemmelse og personlig autonomi) prioriteres højere. Børn skal med andre ord selv vælge religion til, når de bliver ældre. Der er stadig mange børn, der får en religiøs opdragelse, særligt blandt religiøse minoriteter, da det opfattes som nødvendigt, hvis deres religion eller kultur skal videregives fra en generation til den næste, fordi det omkringliggende samfund ikke sørger for det.

Der sker meget i de år, man er ung voksen, fra man bliver myndig som 18-årig, til man stifter familie i starten af 30’erne. Denne artikel ser nærmere på de unges forhold til folkekirken og religiøsitet. Første del gennemgår Danmarks Statistik information om de unges medlemskab af folkekirken herunder opgørelser over ind- og udmeldinger. Danmarks Statistik ved til gengæld intet om befolkningens religiøsitet, og anden del undersøger derfor dette aspekt nærmere ved hjælp af den europæiske værdiundersøgelse fra 2017. Sidste del zoomer ind på Aarhus og den kortlægning af byens religion, som Center for SamtidsReligion gennemførte i 20212022, og som havde de unge i menighederne i fokus.

DE UNGES MEDLEMSKAB AF FOLKEKIRKEN

Medlemstallet for de unge voksne i alderen 18-35 år er forholdsvis stabilt med ca. 950.000, og det har det været siden 2007, hvor

Danmarks statistiks opgørelse begynder. Det faldt lidt i 2010’erne, men er de seneste år steget igen.

Samtidig er andelen af unge, der ikke er medlemmer af folkekirken støt stigende over hele perioden. En del af stigningen skyldes indvandrere og efterkommere, men noget af stigningen skyldes også, at forældre i stigende grad ikke døber deres børn. Dåbsprocenten er faldet fra 73% til 56% siden 2007. De unge i dag blev døbt for mange år siden, men så langt går oversigterne ikke tilbage. De tal er fra 1990, hvor dåbsprocenten var 81%.

En tredje faktor er udmeldinger. Selvom antallet af unge medlemmer er stabilt, er en af de ting, der gør sig særligt gældende for den unge gruppe, at de mere end andre befolkningsgrupper melder sig ud af kirken. Igen går Danmarks Statistiks tal kun tilbage til 2007, men hvis vi ser på, hvor gamle de personer, der har meldt sig ud af kirken i den periode, er, så er det tydeligt, at det netop er de unge.

Ser vi hen over alle årene i perioden, er der mange voksne unge, der melder sig ud, når de bliver myndige. Det topper dog ikke i 18-årsalderen, men stiger støt op gennem 20’erne og topper først i slutningen af 20’erne. I perioden melder de fleste danskere sig ud af folkekirken, når de er 27 år (6226 personer). På lignende vis melder de fleste unge sig ind, når de er 30 (864 personer). For hver ung voksen ml. 18-35 år, der har meldt sig ind i folkekirken siden 2007, har otte altså meldt sig ud.

Mere præcist melder de fleste unge sig ind i kirken som 14-årige i forbindelse med deres konfirmation (17.000 i perioden 2007-2022). Derudover kan det nævnes, at for befolkningen generelt melder flest sig ind, når de er i 60’erne (flest med 1.190 65-årige i perioden).

Figur 1: Antal medlemmer og ikke-medlemmer af folkekirken, 18-35 år, 2007-2022

DE UNGES FORHOLD TIL TRO

Danmarks Statistik registrerer kun konkrete begivenheder som indmeldinger, udmeldinger eller kirkelige handlinger, men ikke noget om den bagvedliggende tro, som nok spiller en rolle for relationen til kirken. Andre undersøgelser viser, at de unges forhold til kirke og tro adskiller sig fra de ældres. Den europæiske værdiundersøgelse undersøger hvert niende år befolkningernes holdninger og forestillinger på en lang række områder herunder religion. Ser vi på de 18-35-årige og sammenligner dem med dem over 35 år, viser der sig nogle tydelige forskelle. De unge går mindre i kirke, og de beder mindre. De er i mindre grad troende, og dem der er, tror mere på en kraft i universet end på Gud (ligesom de ældre i øvrigt). Omvendt er der ikke så stor forskel på de unges og de ældres tillid til kirken som institution, hvor 57% af de unge og 67% af de ældre har stor eller meget stor tillid til kirken. Der er således flere unge, der udrykker tillid til kirken end som tilkendegiver, at de er troende. Tilliden til kirken ligger på niveau med tilliden til klima- og miljøorganisationer, hvor de unge dog har en højere grad af tillid end de ældre (henholdsvis 68% og 60%).

UNGE I AARHUS

Siden 2002 har Center for SamtidsReligion indsamlet viden om de religiøse grupper i Aarhus. I 2022 var der fokus på de unge i menighederne, dels fordi de bliver de ældre medlemmer menighederne en dag, dels fordi Aarhus er en stor uddannelsesby, og dermed tiltrækker mange unge. I undersøgelsen er de forskellige menigheder blevet bedt om at anslå, hvor stor en andel af dem, der kommer i menigheden, er unge, og her angiver folkekirken, sammen med de øvrige

Tabel 1: Forskelle i religiøsitet mellem unge og ældre (Kilde: EVS2017), pct.

kristne menigheder, at ca. hver femte der kommer i menighederne er ung. Lidt færre i folkekirken og lidt flere i de øvrige menigheder. Der er imidlertid meget større forskel, når vi ser på antallet af frivillige i henholdsvis folkekirken og de øvrige kristne menigheder. I folkekirken anslår man, at hver tyvende frivillig er ung, mens der i de andre kristne menigheder er tale om hver tredje. Der er altså noget, der tyder på, at de andre kristne menigheder i Aarhus er bedre til at rekruttere unge til menigheden og til de aktiviteter, der kræver frivillige.

Siden 2013 har der været særlige tiltag rettet mod den helt unge målgruppe i form af UngK, men derudover er det primært valg- og frimenigheder, der har aktiviteter målrettet unge. For nyligt har Aarhus Stift købt et af de såkaldte Badehuse i den nye bydel, Aarhus Ø, hvor de har aktiviteter rettet mod unge, og i foråret 2023 havde stiftet et samarbejde med fire influencere, som skulle dele deres oplevelser med deres følgere.

AFSLUTNING

Folkekirken har mange unge medlemmer, men det er samtidig den gruppe, der hyppigst melder sig ud. De adskiller sig fra de ældre generationer ved en mindre grad af tro, uanset hvordan vi undersøger det. Det er derfor et åbent spørgsmål, hvordan folkekirken skal forholde sig til de unge. I Aarhus (og i mange andre byer) er der gennem en årrække iværksat særlige initiativer rettet mod de unge for at undgå, at erindringskædens led knækker.

►

Unge og unge voksne er en kompleks størrelse ift. tid, ressourcer og behov. Derfor fik uKirke lavet en national undersøgelse, som satte fokus på de 22-35 årige.

UNGE VOKSNE – HVEM ER DE?

AF MALTE YSTRØM MADSEN, udviklings- og kommunikationskonsulent i Kirkefondet

I perioden fra 2013 til 2020 var jeg med til at starte ungdomskirken på Vesterbro – uKirke. Målgruppen var i opstarten alle som levede i en ungdomskultur og dem, som normalt ikke kom i kirke. Som uKirke udviklede sig, blev forskellen og behovene hos de forskellige aldersgrupper af unge tydeligere, hvilket førte en masse spørgsmål med sig. Hvad er forskellen på unge og unge voksne? Hvordan prioriterer de deres tid? Hvad fylder i deres hverdag? Og hvilke behov kan vi tale ind i som kirke? Hvorfor er de svære at få tilknyttet som frivillige? Hvad er deres forhold til folkekirke, tro og spiritualitet? Og hvordan påvirker det vores måde at være kirke på?

FRA SPECIALESTUDERENDE TIL GYMNASIEFÆLLESKAB

Noget af det første vi startede op i uKirke var vores specialekontor. Her kunne 5-7 specialestuderende sidde og skrive speciale. Vi mødtes fast til morgenmad en gang om ugen, og prisen for kontorpladsen var én frivilligtjans om måneden. Vores mål i starten var at afvæbne fordomme om kirken og blive klogere på ungdomskulturerne på Vesterbro. Ordningen var på mange måder et godt udgangspunkt for mødet med de studerende i København. De havde en plads og et fællesskab omkring det at skrive speciale, og vi havde altid nogle unge voksne i kirken, som vi kunne lave kirke med, og som kunne holde os opdateret på de konstant foranderlige ungdomskulturer. Hvilke forelæsninger er spændende på universitetet i øjeblikket? Hvem er hot på Instagram? Hvilken musik lytter I til? osv. De kunne også give os feedback på vores kommunikation og hjælpe os med at være relevant kirke i øjenhøjde på alle måder. Langsomt begyndte der at komme flere og flere 16-20-årige i uKirke. De kom ofte fra de kreative gymnasier, og mange kendte hinanden fra efterskolen og savnede nu et fællesskab og et sted, hvor man havde nogle mere nære relationer og tættere snakke. Specielt arrangementet Mad&Musik kunne trække 150-200 unge til, og efterhånden kom der også en kunstgruppe (uKunst), et lydteam (uKirke), et lyd-

studie, et digt-arrangement (Chai N' Tales), OD-dag og flere samarbejder med ungdomsorganisationer og kulturforeninger. Fælles for de fleste arrangementer og aktiviteter var, at de var skabt af gymnasieelever og dermed tiltrak unge i 16-20-årsalderen. Til vores årlige julefrokost, hvor alle frivillige var samlet, blev det år for år tydeligere, at der er stor forskel på at være 16 år og 1 g’er og 28 år og specialeskrivende.

Derfor forsøgte vi at starte flere arrangementer op, som henvendte sig til de lidt ældre uKirke-folk. Dem, som var gået ud af gymnasiet og ikke længere kunne se sig selv i Mad&Musik. Dem, som kom hjem fra højskole eller sabbat-rejsen, dem som arbejdede på café eller i børnehave for at spare penge sammen eller dem, som var startet på en uddannelse. Dem som skrev bachelor eller speciale. Dem vi så fint i dag kalder unge voksne. Hvad havde de brug for? Hvilket arrangement skulle vi starte for dem? Hvordan vil de være frivillige?

Vi forsøgte i flere omgange at skabe noget sammen med disse unge. Relax N’ Reflect, People N’ Punch, Den Alternative Madklub og andre mere oplægs- og videnskabsbaserede arrangementer. Vi gjorde kommunikationen mere stilren, kaffen bedre, og udvalget i baren havde mere kvalitet, og priserne var lidt dyrere. Ja, vi malede sågar graffitien over på toilettet for at signalere mindre aktivistisk ungdomskirke og mere moden unge voksne kirke. Arrangementerne gik egentlig også fint. Gode relevante oplæg og temaer valgt af de unge voksne selv, og et fint fremmøde af et lidt ældre klientel. Vi kunne dog se, at der var nogle ting, som var anderledes ved disse arrangementer.

UNDERSØGELSEN AF UNGE VOKSNE

Derfor besluttede vi os for at lave en national undersøgelse sammen med analysefirmaet Analyse&Tal og Folkekirken Vesterbro, som satte fokus på de unge voksne 22-35 år (se hele analysen i linket i boksen på næste side). Formålet var at belyse, hvilke potentialer og barrierer der er for, at folkekirken bliver et relevant fællesskab for unge voksne i dag? Jeg kan ikke gennemgå hele analysen i denne artikel, men jeg vil kort belyse nogle af de pointer, der er kommet frem

Foto: Malte Ystrøm Madsen ►

Jeg vil opfordre dig til at læse hele undersøgelsen, for den viser, at vi som kirke har et kæmpe potentiale hos de unge voksne og giver også nogle svar på, hvordan vi som kirke kan imødekomme disse barrierer. Ligeledes viser den, hvor vigtigt det er at møde de unge på deres præmisser, der hvor de er. Unge er ikke bare unge. De er lige så brogede og forskellige, som os på 40 år eller 60 år.

i analysen. Undersøgelsen har tre analytiske aspekter: Unge voksnes hverdag, kulturelle forbrug og spirituelle liv.

Hvis vi starter med at kigge nærmere på unge voksnes hverdag og kulturelle forbrug, så afspejler undersøgelsen vores oplevelse i uKirke: Mange unge voksne travlt, hvilket også kan ses i deres brug af arrangementer. I undersøgelsen vægter kun 11% af de adspurgte det højt at kunne møde nye mennesker til kulturelle arrangementer. Ligeledes svarer 59%, at det er afgørende for deltagelse, at det ligger inden for mine interesser. Det skal altså give konkret og håndgribelig værdi i den pågældende situation, som den enkelte unge voksne står i. I forlængelse heraf svarer mere end 60 % af de unge voksne, at de ville ønske, at de havde mere tid til venner, familie og partner. Der er altså en tendens til, at de unge voksne foretrækker at deltage i arrangementer, der giver mulighed for at komme i dybden og føle sig tæt på sine eksisterende relationer frem for at skabe nye.

En deltager i fokusgruppen udtaler: ”Hvis jeg skal komme ind et sted og blive fanget af det, så skal der virkelig meget til. Fordi på en måde er mit liv lagt i skema nu. Jeg har ligesom de ting, som jeg går og laver. Jeg har et arbejde, jeg har et meget fastlagt liv. Hvis jeg skal sætte tid af i mit liv, så skal jeg virkelig føle, at jeg får meget ud af det. Hvis jeg skulle starte i et fællesskab nu, så ville det være en form for sport. Fordi der får jeg noget fysisk ud af det. At få et rum for spiritualitet og tanker med andre ville jeg ikke være lige så åben overfor, som jeg var i gymnasiet”.

Dette er en væsentlig ændring fra gymnasieeleverne i uKirke, hvor mange indgik i større institutionelle skolefælleskaber, og ofte kom i grupper af 5-10, som gik i klasse sammen. Her var aftenens tema ikke det altafgørende, men mere det at være en del af et afsøgende ungdomsfællesskab. Til gengæld viser undersøgelsen, at ensomhed, stress og præstationspres er gennemgående fra de unge til de unge voksne. Ligeledes fylder svære tanker, tvivl og bekymringer meget, og her har vi som kirke virkelig noget at komme med. Ligeledes viser undersøgelsen, at omkring halvdelen af de unge voksne netop ønsker at få mere inspiration, støtte og hjælp til at håndtere tanker, bekymringer og eksistentielle overvejelser. En informant fortæller, at ”det er virkelig svært at være et menneske i verden, det giver livsangst, men det hjælper både tro og spiritualitet mig med”.

Behovet for at snakke om tro og eksistens, tvivl, præstationskultur og det at være menneske i 2023, er der, men hvad gør vi, når 25% af de unge voksne i undersøgelsen

bliver påvirket negativt, når folkekirken er afsender af en begivenhed? Ligeledes har kun 14% overvejet at tale med en præst, og 1 ud af 5 ser folkekirken som relevant for deres tro.

Jeg vil opfordre dig til at læse hele undersøgelsen, for den viser, at vi som kirke har et kæmpe potentiale hos de unge voksne og giver også nogle svar på, hvordan vi som kirke kan imødekomme disse barrierer. Ligeledes viser den, hvor vigtigt det er at møde de unge på deres præmisser, der hvor de er. Unge er ikke bare unge. De er lige så brogede og forskellige, som os på 40 år eller 60 år.

Erfaringerne fra uKirke afspejles også i ungdomsteologien nationalt og i europæisk kontekst. Der er ikke et quick fix eller hurtige løsninger. Her i "Kirken i dag" finder du artikler af nogle af de folk, som dagligt arbejder med at skabe relevant kirke for og med unge og unge voksne, men vi må også erkende, at vi som kirke stadig har et stort og vigtigt stykke arbejde, der skal gøres. Hvad der dog gør mig fortrøstningsfuld er den øgede opmærksomhed, der er kommet i kirkelige kredse på netop disse målgrupper. For unge og unge voksne er en kompleks størrelse ift. tid, ressourcer og behov, og er derfor også konstant udfordrende på vores måde at være kirke på. Vi kan enten lukke øjnene eller se det som en gave, men de er kirkens fremtid, om vi vil det eller ej. •

INFO

Du finder hele undersøgelsen af de unge voksne på www.hvorfortrordu.dk

ER DER NOGET AT GRINE AF I KIRKEN? Comedyforløb for unge

AF

ANITA BRÆNDSGAARD BENNETSEN,

sognepræst i Christianskirken i Lyngby

Christianskirken i Lyngby har i dette efterår indledt et nyt og spændende samarbejde med spillestedet "Templet" og LyngbyTaarbæk Kommune, hvor vi tilbyder unge mellem 18 og 25 år at prøve kræfter med comedy og stand-up. Sammen med den professionelle komiker Jakob Svendsen mødes de unge i kirken én gang om ugen 10 gange, hvor de taler om og arbejder med de bibelske tekster. Alle har de et ønske om at kunne videreformidle de vigtige budskaber til andre unge, så det på en ny og anderledes måde bliver både vedkommende og nærværende for andre.

Komiker Jakob Svendsen har i flere år været optaget af tro, eksistens og kristne værdier, og det er på den baggrund, at han nu kaster sig ud i et projekt, som netop har til formål at gøre unge nysgerrige på disse emner. ”Vi tager udgangspunkt i historier fra Bibelen og bearbejder dem, så de kan relateres til de unges liv og hverdag. Som deltager er man med i hele processen fra idé til manuskript og endelig et show, hvor vi optræder for et stort publikum”, siger Jakob Svendsen.

Undervejs i forløbet har Jakob introduceret de unge til comedy og stand-up genren og dens teknikker, så de er godt klædt på til deres fælles afslutningsshow i kirken.

”Jeg håber, at vi får skabt et fællesskab, hvor vi sætter os selv i spil, skubber til vores komfortzone og skaber et unikt show, som både er sjovt og relevant. Jeg glæder mig til at give de unge en succesoplevelse med at stå med deres eget show, som både er fantastisk at overvære og deltage i”, slutter Jakob Svendsen.

Der er vist ingen tvivl om, at de unge har fået meget ud af at deltage i comedy-forløbet. Som en af deltagerne selv udtrykker det: ”Jeg synes det har været

super spændende at lave comedy. Især fordi det er noget nyt, som jeg ikke har prøvet før. Jeg har lært, hvordan komikerne gør, og hvordan de øver et sæt op, hvilket er meget spændende.” (Thilde)

Erik, der også er en af deltagerne, supplerer og fortæller: ”Jeg har lært en masse nyt og har lært, hvad forskellen på teater og comedy er. Jeg synes, det har været virkelig sjovt.”

Som kirke behøvede vi ingen betænkningstid, før vi sagde ja til samarbejdet, da vi synes, det lød som en rigtig god idé at lade unge arbejde med de bibelske tekster og kristne temaer i en ramme, de kender fra andre sammenhænge, og i et sprog, der falder dem mere naturligt, end det de ellers møder i kirken. Vi har en opfattelse af, at de unge deltagere har taget livtag med teksterne og fået et andet forhold til de bibelske tekster og kristendommen generelt.

Vi er desuden meget glade for samarbejdet med både kommunen og spillestedet ”Templet”, da vi ser en stor styrke i at arbejde med andre aktører i lokalsamfundet og på den måde være med til at gøre kirken og kirkens arbejde synligt i sognet.

Comedyforløbet munder ud i en stand-up forestilling i Christianskirken i november 2023, og det er de unge, Jakob Svendsen og kommunens ungekoordinator Ronnie Jeppesen, der i fællesskab har fundet frem til titlen på showet, som er:”Gud! Latter i kirken.” Vi er mange, der glæder os til at se og høre, om der så er noget at grine af i kirken!

Planen er at gentage successen igen i foråret 2024. Denne gang vil vi invitere konfirmanderne med på holdet og lade dem arbejde med kristendommen på en ny måde og håber, at det kan give dem en fortsat tilknytning til kirken på deres egne præmisser. •

UNGDOMSARBEJDE I FOLKEKIRKEN

AF

ANITA OBELING KRING

Kateketisk medarbejder i Holbæk provsti og sognepræst i Tveje Merløse og STINNA AHRENST

Religionspædagogisk konsulent i Roskilde stift, sognepræst i Søborggaard-Haralds pastorat og underviser i kateketik på Pastoralseminariet i København

Arbejdet med unge efter konfirmationsalderen findes i et væld af former ude i sogne og provstier. Her prøver man at lave kirke for og med unge og nå en bred målgruppe, som folkekirken strukturelt set har svært ved at få i tale, til glæde for både unge og kirke. Undertegnede besøgte i uge 8 2023 en del tilbud for at finde ud af, hvordan de mange tiltag virker. Vi ville undersøge, hvad der gør, at tiltagene virker, og hvordan kirken i praksis skaber gode relationer til de unge. Vi mødte et væld af dygtige præster og kirke- og kulturmedarbejdere, som brænder for arbejdet med de unge, og som laver gode tilbud og kirke for dem. Men næsten alle de steder, vi besøgte, hørte vi også om bagsiden af medaljen og alt det, der ikke virker, og udfordringerne var påfaldende ens. I det følgende vil vi fortælle om de overvejelser, man skal gøre sig, når man ønsker at oprette et tilbud for unge i sit sogn eller provsti.

MÅLSÆTNING, ALDERSGRUPPER OG ARBEJDSOPGAVER

Ungdomsarbejdet begynder før, vi inviterer de unge ind, for der en håndfuld ting, der bør afklares. Overvej hvad målet er. Her kan det være givtigt at stille sig selv spørgsmålene: Hvad vil vi, som andre ikke kan? Hvad er det, vi som kirke giver ekstra? Hvilke kriterier/kendetegn har vi for, at der bliver lavet kirke og ikke forsamlingshus? Og sidst, men ikke mindst: Hvad er succeskriteriet, der skal opfyldes, for at man synes, noget er lykkedes?

Her kan man fx lade sig inspirere af uKirkes 5 retningslinjer eller de 6 hv-ord (Se links i boksen på næste side). Det er nødvendigt at bruge tid og samtaler til at opnå fælles fodslag og finde fælles grundværdier, der er lette at formidle for både ansatte og frivillige. Det er også vigtigt at have tænketid og justere på formålene undervejs.

De fleste steder havde gjort forarbejdet, men vi så også steder, hvor vag eller manglende opgavebeskrivelse og succeskriterium gav frustrationer og uklarhed, og i sidste ende førte til, at tilbuddet ophørte.

Man må især overveje, om ungdomsarbejdet skal bestå af events, der er gode til at skabe opmærksomhed og synlighed over for eget bagland og/eller menighedsopbyggende tiltag (diakoni/sjælesorg/samtaler). Vi oplevede, at det kan være en fordel at kombinere de mere synlige opgaver med de mere usynlige.

Hvornår er man ung? Nogle siger 15- 35 år, andre 18-25 år og andre igen 25-40 år. Det må man gøre sig klart, inden man går videre med arbejdet, ligesom det kan det være en

god ide at finde ud af, om den målgruppe, man har i tankerne, overhovedet er i ens sogn/provsti.

EKSTERNE SAMARBEJDSPARTNERE Samarbejdspartnere kan give flere gevinster, men samarbejdet er afhængigt af den generelle målsætning om, i hvor høj grad tiltag skal være afhængige af frivillige. Overvej, om et tiltag kun er levedygtigt i kraft af de frivillige, som i uKirke, hvor projekter kun bliver gennemført, når de frivillige gennemfører dem, eller om de skal understøttes eller helt drives af betalt arbejdskraft.

Vi stødte på mange gode samarbejdsrelationer undervejs: FDF, gymnasier (lærere og/eller rektor), bands, musikskoler, MGK (musikalsk grundkursus), teatre, foreninger, studenter-/gymnasiepræster, uddannelsesinstitutioner, biblioteker, SSP, lokale kulturinstitutioner, kommunale og nationale tilbud for unge (fx Husrum, Det nationale sorgcenter). Desuden også lokale forretninger fx en bager, der donerer brød, eller genbrugsbutikker. Alle bidrog de med noget forskellige til kirkelivet og var gode ambassadører for tilbuddene.

TEOLOGISKE OVERVEJELSER

Der er tilbud til unge mange steder fra efterhånden, men overvej, hvad er det, vi kan tilbyde som kirke? Et spørgsmål, man kan bruge, når man overvejer nye arrangementer, er: ”Hvor er ”kirken” i det? Hvad skal kendetegne ”kirken”? Hvad kan I blive enige om? I uKirke arbejder de fx med modellen ”Op-ud-ind” for alt, hvad de laver, det er de parametre, der ligger til grund for, om en aktivitet hører til hos dem. Det betyder, at de tænker i tre retninger:

• ”Op” vil sige, at det, de laver, på en eller anden måde skal signalere kirke/Gud/tro. Her er det er fundamentet, der gør tilbuddet til kirke.

• ”Ud”: Kirken skal række ud og være til stede ude i byrummet og lave arrangementer, der finder sted derude.

• ”Ind”: Kirken skal invitere indenfor i kirkens rum og lade de unge præge det, der sker derinde.

I forlængelse af, hvad det vil sige at være kirke, er det oplagt at overveje, hvordan man så er det. Det kan både handle om konkrete mål, men også de værdier, der arbejdes ud fra fx at være til stede og til rådighed, samarbejde om og i et fællesskab, et personbåret eller stedbåret fællesskab, at synliggøre at kirken er et præstationsfrit eller et spirituelt rum. Her må man overveje, hvilke signaler vi vil sende både internt til os selv og eksternt til vores menigheder/brugere.

STRUKTURELLE FORHOLD

I tæt sammenspil med de strategiske overvejelser er de strukturelle forhold, som er uhyre vigtige at have med, hvis ungdomsarbejdet fortsat skal eksistere på det pågældende sted. Man må afklare følgende spørgsmål: Opretter man fuldtids- eller kvoterede præste-/kirke- og kulturmedarbejderstillinger? Og hvor stort er budgettet? Især den ledelsesmæssige del af ansættelserne er afgørende. Er der en bestyrelse eller følgegruppe, og hvordan tager de aktivt del i arbejdet? Hvordan er bestyrelse/følgegruppen nedsat/udpeget? Består den af medlemmer fra flere forskellige menighedsråd, er det en stor eller lille gruppe, og hvem referer til baglandet?

De fysiske rammer er også vigtige for arbejdet. Det er meget vigtigt at have egne lokaler, gerne flere rum og et køkken, måske endda et der kan rumme madlavning til mange. Der skal også være personalerum og kirkerum, der kan rumme unge og deres livsudfoldelse, og fleksible rammer, der kan rumme mange forskellige aktiviteter og gudstjenester.

KOMMUNIKATION TIL MÅLGRUPPEN

Vellykket kommunikation er altid afhængig af, hvad vi vil kommunikere, og hvem vi vil kommunikere til. Hvem er vores målgruppe, hvor ”er” de, og hvad interesserer dem?

HELE RAPPORTEN om ungdomsarbejde i folkekirken kan læses på Roskilde Stifts hjemmeside:

Læs mere i temanummeret ”DE UNGE MØDER FOLKEKIRKEN” i ”Kirken Underviser nr. 4/2019”. Læs det gratis her:

Se UKIRKES MANIFEST her:

Der er mange ungekulturer; at være ung betyder ikke, at de er en homogen masse, der er derfor behov for mange tilbud. Derfor er det en forudsætning, at man inddrager de unge på alle niveauer i kirkens ungdomsarbejde, ikke mindst i kommunikationen.

De unge selv kommunikerer bedst til ungemålgruppen. De kan bedst ramme den rigtige sprogtone og grafik og kan nå længere ud i deres netværk og platforme. Vi fik de råd med på vejen, at Facebook bedst bruges til begivenheder, gruppefunktioner og chatfunktioner, mens Instagram bruges til stories og opslag om arrangementer.

SEKS ANBEFALINGER:

• Gør jer klart, hvad I vil og for hvem

• Få strukturen helt på plads: Baggrundsgruppe, tjenestevej, efteruddannelse, kollegaer mv. Synliggør arbejdet i menighedsråd, provsti og stift

• Inddrag målgruppen helt fra begyndelsen i formulering af målsætning, planlægning og udførelse af aktiviteter og gudstjenester

• Overvej de frivilliges plads i ungdomsarbejdet

• Lav sammen en række succeskriterier og husk hinanden på, at det tager tid at finde den form, der passer til jeres sted

• Husk at målgruppen ikke er statisk, men hele tiden i udvikling. •

AF

GIV OS I DAG VORT

DAGLIGE…BØVL

JACOB ZAKARIAS EYERMANN

Forstander på Diakonhøjskolen, tidligere forstander på Silkeborg Højskole.

”Jeg kan ikke huske, hvad vi lavede, men det havde stor betydning”, sagde en tidligere højskoleelev, da jeg mødte hende nogle år efter hendes højskoleophold.

En anden højskoleelev sagde under en samtale en sen nattetime over en øl: ”Jeg ville aldrig have meldt mig til Silkeborg Højskole, hvis jeg vidste, at det var en ”kristen” skole, men jeg er glad for, at jeg gjorde det, for her var der plads til at diskutere religion, og jeg har mødt mennesker, jeg var uenige med, men som gjorde mig klogere.”

Ungdomstiden er en periode, hvor man overvejer, hvad man tager med sig videre af det, man har fået med i rygsækken hjemmefra, og hvad man lader ligge. Ungdomstiden er en periode, hvor de fleste af os kæmper med vores identitet, med hvem vi er, og hvem vi ønsker at være. Den forhandling, kamp eller dannelse sker i høj grad på en højskole, hvor man frivilligt er tvunget sammen med andre mennesker, man ikke kender, og måske ikke er enig med.

I min tid som forstander på Silkeborg Højskole og nu også som forstander på Diakonhøjskolen har mit mål aldrig været, at eleverne eller de studerende skulle blive kristne. Men jeg har aldrig lagt skjul på, at bagtæppet for begge skoler er tanken om, at livet er en velsignelse, livet er en gave fra Gud og en opgave for mennesket.

Jeg har altid tænkt det som min opgave at åbne døre for eller kaste lys på andre måder at forstå livet på for højskoleeleverne eller de studerende på Diakonhøjskolen. Om de så vælger at gå ind ad dørene, er jeg ikke herre over, men jeg går gerne med dem på vejen.

DE TO AFGØRENDE

INGREDIENSER

Skal jeg pege på to afgørende ingredienser i højskolen, som kan få betydning i forhold til en religiøs dannelse, er det, at man for en periode skaber et lille samfund, hvor man lukker sig om sig selv for at finde ud af, hvem er jeg, og hvem er vi? For en stund går man op og ned ad hinanden, afprøver holdninger, identiteter og tanker om tro og liv. Man griner og græder, diskuterer, fester, spiser og synger sammen. I den trykkoger eller det drivhus, som et højskoleophold er, sker der en dannelse. I mødet mellem den, der er vokset op med en kirkelig baggrund, og den, for hvem religion er noget vrøvl, sker der noget, som rykker begge.

Derudover er det, at man møder medarbejdere, der har et ståsted, og

som tør åbne op for et kristent og religiøst univers og sprog. Det sker gennem morgensamlinger, undervisning, kunsten på skolen, gudstjenester og ikke mindst i det daglige liv, hvor højskoleeleverne mærker, at der er noget, der har betydning for medarbejderne. I det liv, man lever sammen, opstår der noget, som for nogle højskoleelever får betydning.

Mange studerende havde paraderne oppe fra begyndelsen af højskoleopholdet, når jeg begyndte at fortælle om Silkeborg Højskoles kristne ståsted, eller når jeg fortalte en lignelse, eller vi sang en salme, men hurtigt fornemmede eleverne også, at medarbejderne ikke trak noget ned over hovedet på dem, og hurtigt fornemmede eleverne, at vi inviterede ind til en samtale. Jeg gjorde meget ud at sige, at vi laver højskole sammen med eleverne, fordi vi tror, at livet er noget, vi sammen skal afdække og finde ud af. Vi skal kaste lys over livets mange sider gennem kunst, politik, religion, naturvidenskab, natur, kroppen, musikken osv. Livet er noget, vi sammen skal afdække.

En almindelig højskole har nogle unikke betingelser, fordi man i fem måneder lever intenst sammen og har tiden til at diskutere og leve sammen, men uden forankringen eller ståstedet i det kristne tvivler jeg på, at den religiøse dannelse finder sted, for hvem skulle sætte den på dagsordenen?

DANNELSE OG UDDANNELSE, FORANKRING OG FAGLIGHED

Diakonhøjskolen er modsat en almen højskole en formel uddannelse. Her bor 80 studerende på skolens kollegium, og de resterende 200 bor ude i byen. Så betingelserne er nogle andre, men der sker stadig en dannelse – også en religiøs dannelse. Det specielle ved Diakonhøjskolen, hvor jeg er nu, i forhold til de fleste andre videregående uddannelser er, at vi ud over at bygge en socialpædagogisk faglighed også har en forankring i det kristne. Det betyder, at vi har tilbud om morgensang, enkelte gudstjenester og har nogle traditioner, som rummer en kristen betydning. Jeg gør som forstander også meget ud af at fortælle, at jeg også er præst, og at jeg trosmæssigt står et bestemt sted. Så ved den studerende med kors om halsen, pigen med tørklædet, ateisten og tvivleren, hvad de har at spille bold op af og være enig eller uenig med.

Jeg har altid tænkt det som min opgave at åbne døre for eller kaste lys på andre måder at forstå livet på for højskoleeleverne eller de studerende på Diakonhøjskolen. Om de så vælger at gå ind ad dørene, er jeg ikke herre over, men jeg går gerne med dem på vejen.

Så samtidig med, at vi er en uddannelse, som bygger på en objektiv viden og en faglighed med rødder i det videnskabelige, er vi også en højskole med en forankring i det kristne menneskesyn. Diakonhøjskolen er på én og samme tid en uddannelsesinstitution, hvor man får sit ek-

samensbevis, men også en dannelsesinstitution, og heri ligger nok den store forskel i forhold til mange andre uddannelsesinstitutioner.

Al dannelse sker ud fra nogle idealer om, hvad man skal dannes til. På Diakonhøjskolen er vi tydelige om, at vi ønsker at danne mennesker til diakoni; det vil sige til at vise næstekærlighed, skabe inkluderende fællesskaber, værne om skaberværket og kæmpe for retfærdighed.

GIV OS I DAG VORT DAGLIGE BØVL

Over lærerværelset på en nyoprettet højskole havde forstanderen skrevet: ”Giv os i dag vort daglige bøvl”. Jeg læser det som en påmindelse om, at vi som mennesker skal bøvle med hinanden, og at vi som uddannelsesinstitutioner sammen med de studerende skal bøvle med og øve os i at skabe forpligtende fællesskaber og sammen diskutere, hvad det vil sige at være samfund og menneske. Forstanderen har sit bud ud fra sit ståsted, men den studerende har måske et andet, og så vi diskuterer os frem til noget fælles.

Den dannelse, vi som skole kan give de studerende med, er den øvelse, der ligger i at være fællesskab, og den dannelse, der sker i mødet med nogen, der tænker anderledes end mig selv. Og det sker ikke kun i undervisningslokalet, det sker på studieturen, over formiddagskaffen, til festen, eller når de studerende laver revy og kærligt ”griller” medarbejderne.

Den dannelse, jeg håber at give de studerende med videre, er et mod til at stå i dilemmaer og selv finde på løsninger, når man står over for det enkelte menneske. De studerende skal gå ud og ”gøre ligeså”, som Jesus siger til farisæeren i lignelsen om den barmhjertige samaritaner, men vi er hver især nødt til at finde ud af, hvad ”ligeså” er i den enkelte situation. Der er ingen garanti for en religiøs dannelse, men jeg håber, at de studerende får et blik for, at et kristent menneskesyn har betydning for, hvordan vi ser på andre mennesker, og at vi er kaldet til at få hænderne op af lommerne og afhjælpe næstens nød.

LAKMUSPRØVEN PÅ DEN RELIGIØSE DANNELSE

Man kan ikke måle den religiøse dannelse, eller om de 3 ½ år på Diakonhøjskolen har haft betydning, men langt de fleste studerende vælger til deres dimission at blive indviet til diakon i kirken. De vælger at få en kirkelig velsignelse i kirken velvidende, at en stor del af de studerende ikke kommer med en kristen baggrund. Om det skyldes tro, tradition eller fællesskab er svært at svare på, men det har betydning for dem at få velsignelsen med ud i arbejdslivet. Det er for mig et tegn på, at der undervejs sker en form for dannelse – religiøs eller ej. •

JACOB ZAKARIAS EYERMANN er cand.theol. og ordineret præst. Underviser fra 2011-2014 og forstander fra 2014-2021 på Silkeborg Højskole. Fra 2021 har han været forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus.

SILKEBORG HØJSKOLE er grundlagt af FDF, Frivilligt Drenge -og Pigeforbund.

DIAKONHØJSKOLEN I AARHUS bygger på et kristent livs -og menneskesyn og udbyder en professionsbachelor i Diakoni og Socialpædagogik.

ER DU PRÆST?

…NÅ FOR HELVEDE!

Mellem sekularisering og inkarnation

AF BENJAMIN KÖNIG

Studenterpræst på Campus Kolding

Jeg har nu været præst på udebane i 14 år. Først som ungdomspræst og som præst i det kommunale SSP-arbejde, siden som studenterpræst på Campus Kolding. Som overskriften indikerer, kan mødet med en præst på udebane undertiden udløse overraskende reaktioner. Som da en studerende på designskolen engang næsten hoppede et skridt tilbage, idet jeg på hendes spørgsmål om, hvem jeg var, svarede: ”Jeg er præst”. "Er du præst?... Nå for helvede", sagde hun. Jeg skal ikke gøre mig klog på hendes reaktion. Jeg kan blot konstatere, at mødet med en præst på udebane har en vis kraft. Det er, som om noget af det, der hører til et andet sted eller i en anden kategori, er sluppet ind eller krydset over. I løbet af de seneste år er der dog sket en del. Nye generationer af universitetsansatte, vejledere, gymnasierektorer og kommunale medarbejdere har vænnet sig til, at de unges ”trivselskrise” kalder på uortodokse midler, og ja, hvis det duer med en præst så go for it!

Det ændrer dog ikke på, at det som præsten repræsenterer, er fremmed for dem, ikke kulturelt fremmed, men om man så må sige: det er svært at integrere det i forståelsen. Ikke kun for dem der henviser til mig, men også for de fleste af dem, jeg for eksempel har en samtale med. Hvilket meget af mit arbejde går med. Det, vi i kirkekredse, vil kalde sjælesorg. Det vil sige, de efterspørger ikke at blive oplyst om troen, men forventer, at der er en, der lytter og spørger ind til den livskrise, de befinder sig i.

stedet for at se alle samtaler som en mulighed for at aflevere det samme budskab. Derved gør vi nemlig alle interaktioner med mennesker til et middel for noget andet.

GUD ER ALTID ALLEREDE TIL STEDE

Jeg har ofte mødt forventningen om, at jeg skulle levere flere kirkegængere, f.eks. til højmessen. Søndagsgudstjenesten har jo stadig en særlig status, men spørgsmålet er, om den ikke allerede er blevet en meget højt prioriteret niche.

Hvis en studerende døjer med eksamensangst eller relationsproblemer, er det for mig en Guds tjeneste at spørge ind til, hvordan det føles at være i hendes situation, hvad han ville ønske, han kunne gøre, hvad hun tror, hun kan gøre, og evt. hvordan jeg oplever det, der bliver sagt. Teologisk kan man tale om, hvordan Gud inkarnerer sig eller er til stede i dette møde med en studerende. Mit håb er, at Gud ikke først skal hidkaldes ved navns nævnelse, for vi vil jo sige, at Gud altid allerede er til stede. Der er ikke en glæde, der er for stor eller en sorg for dyb til, at Gud ikke kan være til stede i den, og det er nok så vigtigt, før præsten åbner døren til det religiøse eller eksistentielle rum. Inkarnationen er på den måde en realitet, længe før kirken træder til. Heldigvis. Gud virker selv uden præst og menighed.

Der er ikke en glæde, der er for stor eller en sorg for dyb til, at Gud ikke kan være til stede i den, og det er nok så vigtigt, før præsten åbner døren til det religiøse eller eksistentielle rum.

Det gør mig ikke noget, jeg har ikke behov for at missionere. Det vil virke fremmed for mig at komme ind på troen, hvis det ikke specifikt er noget, der efterspørges. Derfor kan vi præster på udebane nogle gange beskyldes for at sekularisere vores funktion, men jeg mener, at der bag en sådan beskyldning ligger en gammeldags forståelse af præstens rolle. I det hele taget skylder vi os selv hele tiden at tænke over, hvilken funktion vi kan tilbyde i en given situation i

Dermed ikke sagt, at præsten er en hindring. Præstens rolle er meget vigtig. På trods af, at hun eller han ikke slynger om sig med religiøse begreber, bliver mødet en oplagt mulighed for også at tale om det, der i bredeste forstand har med tro og Gud at gøre. For selv om de fleste danskere kun har et rudimentært eller floskelpræget sprog*, når det kommer til tro, så er min oplevelse, at der stadig er en længsel efter at snakke om det eksistentielle og religiøse. Der er i hvert fald en nysgerrighed. Her er det min opgave som præst at være den, med hvem denne snak kan tages. Så driver vi faktisk teologi. Men det er ofte den lidt mere eksperimentale teologi. Vi snakker ikke om treenighedens indbyrdes relationer, men f.eks. om, hvordan man

lever med skyld ved at lægge den over til noget større. Hvordan man forholder sig til skam, hvordan man lever med sorgen efter et elsket menneskes død. Hvad der mon sker med de døde, og om der er mere mellem himmel og jord.

”AT ELSKE VERDEN GENNEM GUD”

Som jeg sagde, opstår der allerede noget i mødet. Martin Buber, den østrigsk-jødiske filosof og mystiker, fremlægger i sit værk ”Jeg og Du” ideen om, at der i mødet mellem to mennesker, hvor man er optaget af den anden ikke som et objekt, men som et individ, altid også åbnes et rum for kontakten til Gud. Denne formulering ender ikke i ét konkret gudsbillede. Buber har ikke uden grund fået titlen mystiker. I den flydende modernitet er hans gudsbegreb nogle gange mere anvendeligt end et strengt dogmatisk gudsbillede. På den måde er mit arbejde gennemsyret af Guds tilstedeværelse, inkarnation, om man vil. Det gælder nemlig ikke om at bære det hellige ind, men om at få øje på det. Buber kalder det ”at elske verden gennem Gud.” Det kan tolkes på mange måder, men grundlæggende kan et system komme i vejen for mennesket, også et religiøst system. Det var Jesu tale om sabbatten og mennesket et meget sigende eksempel på. At elske verden gennem Gud er for Buber en måde på den ene side ikke at gå helt op i verden og over den at glemme Gud, hvilket måske ville kunne siges at være den totale sekularisering. Eller på den anden side at gå så meget op i et liv med Gud, at man derved glemmer verden, eller bliver en fremmed i den (klostertanken eller den, der slår folk i hovedet med Bibelen).

AT GØRE GUD KONKRET I HVERDAGEN

Ud over samtaler tilbyder jeg meditative og filosofiske gåture, som ligeledes faciliterer et møde ikke kun med andre mennesker, men også med naturen. Dette er heller ikke uden

teologisk bagtanke. For naturen bevirker noget, og når den samtidig ses som Guds gave til os, bliver den et konkret og håndgribeligt tegn på en relation. Dette har jeg arbejdet en del med i en studieorlov, altså at gøre tanken om Gud konkret og håndgribelig, ikke ved forståelse, men gennem det kropslige og mentale. Eller nærmere sagt ved at gøre Gud konkret i hverdagen. Både kropsligt og mentalt at skabe en følelse af forbundethed til verden og gennem denne en forbundethed til Gud. I den forbindelse har bl.a. Hartmut Rosas tanker om resonans været meget givende. Rosa siger, at Gud da i grunden er forestillingen om en svarende verden. Vi har brug for en svarende verden, for ellers bliver vi fremmedgjorte og ensomme i den, og vi har brug for en forbundethed, der rækker ud over verden, fordi der i alle mennesker ligger en længsel, ikke kun efter at være forbundet til verden, men at være forbundet til det, der kan kaldes Gud. Det, som Buber kalder ”det evige Du”, al resonanstrangs forsvindingspunkt og al resonanslængsels oprindelse.

Det er spændende og udfordrende at være på udebane, for man skal næsten udvikle et nyt sprog, og en ny selvforståelse som præst. Ofte bliver man mødt med fordomme, oftest med den, at man vil bruge mødet med det andet menneske til noget, altså evt. til at overbevise den anden om sit trossystems overlegenhed. Jeg prøver at møde et Du, med Martin Bubers snak om ”Jeg–Du” som forbillede, selv om det er en meget idealistisk, ja måske en religiøs tanke. Det, at det andet menneske som ”Du” er mere end et objekt, og at der i mødet åbner sig en dør til noget større. Og så overlader jeg resten til Gud.

* Floskel skal her ikke forstås negativt, men blot som en fast formulering man har arvet. På den måde er der ingen forskel til det ureflekterede dogmatiske sprog. Det er blot et sprog, som ikke resonerer ved andet end sin gyldighed gennem en fælles autoritet.

DET FYLDER MINDRE,

HVIS MAN SIGER DET HØJT

Om studenterpræsternes arbejde

LENE CRONE NIELSEN

Studenterpræst, SDU, Odense

FLERE OG FLERE

STUDENTERPRÆSTER

Hver dag, rundt omkring på landets uddannelser, er der studerende og elever, der opsøger studenterpræsterne for en fortrolig samtale. Det kan være samtaler om stort og småt, om alt fra tvivl og ensomhed til sorg – og meget andet. Det bliver ofte sagt, at unge har det svært, og som ét af de mange tilbud, der er til unge, der har brug for at tale med nogen, så er der altså også studenterpræsterne, og vi er en gruppe, der vokser. Efterhånden til stede på alle landets universiteter, på flere af professionsuddannelserne, og senest har vi også fået en præst på Den jyske Håndværkerskole. Fælles for alle præsterne på uddannelserne er, at vi oplever en stor efterspørgsel efter samtaler.

ET FORTROLIGT RUM

Studenterpræsternes primære opgave er at stå til rådighed for de studerende, der ønsker en samtale. Vi tilbyder et fortroligt rum, hvor der ikke skal præsteres noget, hvilket er vigtigt at fremhæve. Præstation og perfektion fylder rigtig meget både i samfundet og i den enkeltes liv, og derfor er det godt med et frirum. Hos studenterpræsterne kan man lade skuldrene falde og i ro fortælle om det, som tynger, og som gør livet svært.

IKKE TERAPI

Mange spørger, om vi ikke er en slags psykologer, men det er vi ikke. Vi tilbyder hverken terapi eller behandling, men en samtale med os er i højere grad en eksistentiel samtale eller det, vi også kalder sjælesorg. Sagt på en anden måde, så er en samtale med præsten, en samtale, hvor livet bliver set i et andet perspektiv. Og måske er det en af grundene til, at der er så mange, der efterspørger en samtale med os? Fordi vi netop ser livet i et andet perspektiv end det sædvanlige. Vi ser på helheden og forsøger – sammen med den studerende – at finde frem til hvilke værdier, der er på spil. At finde en modvægt til tidens mange krav om at være dygtig, effektiv, stærk, beslutsom, veltrænet og meget andet. Alle disse mange krav og normer, der gør, at der er så man-

ge, der mistrives. På den måde repræsenterer vi noget andet: en anderledes stemme, en modkultur, et andet værdisæt, end det, der ellers ofte fremhæves.

SAMTALE GIVER MENING

Jeg plejer at sige det på den måde, at samtalen med præsten ikke nødvendigvis har et formål – men at samtalen giver mening: ”Det fylder mindre, når man siger det højt”, som jeg havde en studerende, der sagde på et tidspunkt. Når der en, der lytter, og man får mulighed for at fortælle og sætte ord på sit liv, skabes der mening og sammenhænge. Gennem samtalen åbnes for det, som er værdifuldt for en – men som man kan have svært ved at få øje på. Vi ved alle, hvor rart det kan være – en gang imellem – at blive mindet om, at livet er langt større, end vi tænker og forestiller os, det er. At livet ikke nødvendigvis er gået i stykker for good, fordi kæresten er skredet, eller man ikke har overskud til at træne så meget – eller fordi man må forlænge sit studie – eller man ikke orker sin roomie, fordi han lige er flyttet hjemmefra og ikke ved, hvordan man tænder en opvaskemaskine.

LIVETS GRUNDVILKÅR

Hos studenterpræsterne kan man lade skuldrene falde og i ro fortælle om det, som tynger, og som gør livet svært

Som præster taler vi ofte om livets forskellige grundvilkår og om alt det, der hører med til at være menneske. Det kan umiddelbart være svært at tale om livet på den måde, fordi vi er så vant til det psykologiske sprog og vant til at se problemer, som noget, der skal fikses. Men det er ikke alt i livet, der er et psykologisk problem eller har et navn eller er en diagnose. Tværtimod. Rigtig mange af de problemer og udfordringer, som de studerende henvender sig til os med, hører slet og ret med til det at være menneske. De er en del af livet: kærestesorgerne, usikkerheden, tvivlen, frygten for ikke at slå til, følelsen af at være utilstrækkelig.

DU ER IKKE ALENE

Utilstrækkelighed, tvivl, afmagt, ensomhed og sorg er emner, som ofte dukker op i vores samtaler. Ingen samtaler er ens, men fælles for dem alle er, at de handler om livet og om at være menneske, Hvem er jeg i den verden og i det liv, som

►

jeg er sat til at leve i og med de udfordringer og vilkår, som er mine? I den situation er det velgørende at få mulighed for at tale om livets grundvilkår: At vi alle er sårbare og dødelige, og at livet indimellem kan være hårdt og uoverskueligt. Det giver en stærk følelse af, at man ikke er alene om at have det sådan. Det, vi hver især går og bøvler med, er nemlig noget, man deler med andre. Det er ikke mig, den er gal med, for det svære i livet er både naturligt og uundgåeligt. Når noget er et grundvilkår, ændres perspektivet fra, at vi ser på os selv som utilstrækkelige med ansvar for alt, hvad der sker i vores eget liv, til et andet og større perspektiv, der peger på det fællesmenneskelige, som forbinder os til andre mennesker gennem alt det, vi deler og har til fælles.

HVAD TILBYDER STUDENTERPRÆSTERNE?

Udover tilbuddet om samtaler tilbyder studenterpræstene også forskellige andre aktiviteter til de studerende: gruppesamtaler, studiekredse, foredrag, filosofiske saloner, hjertesorg-grupper, studie-rejser, ”mindfuld-morgen”, ture i naturen, sorggrupper, kor, strikke-grupper, undervisning, retræter, samt arrangementer i samarbejde med kommuner, uddannelser, vidensfestivaller og Åbent universitet m.fl.

FÆLLESSKABER OG ENSOMHED

Såvel samtalerne som de mange forskellige arrangementer, som studenterpræsterne står for, er alt sammen tilbud, der sætter livet på dagsordenen fra forskellige vinkler, og måske kan de på forskellig vis være med til at åbne dørene for nye fællesskaber og nære relationer. Et af de gode råd, vi ofte giver mennesker, der er ramt af ensomhed, er, at de skal opsøge fællesskaber. Men for den som føler sig ensom, er det et råd, der kan være svært at

honorere. For har man været ensom længe, er man ofte slet ikke i stand til at række ud efter andre. Derfor skal vi altid minde os selv og hinanden om, at ensomhed ikke er noget, der blot rammer de andre, men det også er et grundvilkår. Det er normalt og almindeligt. Vi skal derfor huske, at ensomhed er et vilkår, vi deler, og fællesskaber er noget vi giver til hinanden. På den måde har vi alle et ansvar for hinanden.

STUDENTERPRÆSTERNE ER DER FOR ALLE

Studenterpræsternes tilbud om samtaler er et gratis tilbud, som er åbent for alle. Mange forestiller sig, at det måske mest er unge med en særlig interesse for kirke og tro, der henvender sig til os, men sådan er det langtfra. Vi har samtaler med alle studerende, danske og udenlandske, troende og ikke troende. Samtalerne tager altid afsæt i det, som den enkelte studerende har brug for at tale om. Indimellem er der nogen, der bringer spørgsmål op om tro og kristendom; det kan enten være med afsæt i en personlig tro – eller det kan være en nysgerrig spørgen ind til, hvad det med troen og teologien egentlig handler om. Hver eneste dag – rundt på landets uddannelser – finder der altså møder sted, hvor et ungt menneske møder en præst, som repræsenterer folkekirken. På den måde udgør studenterpræsternes arbejde i høj grad også en fremskudt funktion af folkekirken, hvor præster er til stede i de studerendes hverdag og dermed fastholder en relevans i yngre menneskers liv. •

MIT FORHOLD TIL FOLKEKIRKEN ER SOM FRØEN I GRYDEN

MARIA SIMONSEN

Ung, kredsstartskonsulent i FDF

Mit kendskab til folkekirken med alle dens traditioner og indforståede sprog kunne ligge på et meget lille sted, da jeg var barn. Højtlæsning fra børnebiblen og fadervor hørte til i barndommens godnatritual, for som min mor sagde: ”Jeres far ville have jer døbt, og så følger det ligesom med”. Konfirmand var da også noget, jeg blev, for ellers var der jo ingen fest. Altså lå det ikke just i kortene, at kirken skulle komme til at fylde i mit liv, som den i dén grad er kommet til.

Mine første reelle erfaringer med folkekirken kom, da jeg som 11-årig blev medlem i FDF Hadsund, fordi jeg havde været på besøg på deres sommerlejr, og der havde de stukket en kniv og en fisk i hænderne på mig, og lært mig at tilberede den over bål. FDFerne førte dermed på point over de andre ting, jeg havde lavet på sommerskolen det år. FDF-kredsen havde et nært forhold til den lokale folkekirke, og arbejdede sammen om BUSK og fastelavn, og der kom ofte en præst med på lejr. Der gik derfor ikke mange år, før jeg var på fornavn med præsterne, og i takt med at jeg blev ældre, fik jeg da også små opgaver, for eksempel i form af indgangsbøn, når vi var med i kirken.

Som 15-årig blev et par af mine med-FDFere og jeg spurgt af den ene præst, om ikke vi ville være med til at lave en udgave af ”De ni læsninger” i børnehøjde. Så der sad vi tre så – uden meget viden om hvad man kunne og ikke kunne tillade sig, og fik overraskende frie tøjler til at lave en lille sketch til hver læsning. Præcis hvad vi endte med at lave, det fortaber sig i glemslens tåger, men jeg husker tydeligt, at den ene af os trillede en stor grå pilatesbold tværs hen over koret lige foran knæfaldet. Da jeg først var kommet i gang, var det ikke til at stoppe igen. Der var voksne mennesker, både præsterne og mine FDF-ledere, som så mig, og de gav mig både taletid og ansvar. Jeg kom med i et Kirkepilotforløb med andre unge mennesker, hvor både præsterne i vores lokale kirke og en håndfuld voksne, som stod for kurset, lyttede til alle vores ideer, gav frit lejde til at lave kirke på vores måde, og ikke mindst udviste begejstring for vores ideer.

I 2. g var det som om, der langsomt var nogen, som skruede op for et lys, og jeg blev klar over, at troen var vokset i mig, og at jeg ikke længere kunne slå det hen som en fritidsinteresse. Helt uden at have opdaget det, så var det blevet en del af mit inderste væsen. Jeg blev volontør hos Brorsons Kirke og FDF, og der mødte jeg et fællesskab af unge voksne, som ønskede at udvide rammerne for, hvordan man kunne bedrive forkyndelse i folkekirken. Den gang var brunchgudstjenester og rockandagter banebrydende – især for en ung pige fra en by med kun ét lyskryds – og det hav-

de i al fald aldrig slået mig at sætte en motionscykel ind i kirkerummet og bruge den til prædikenen.

Efter et år rykkede jeg til Aarhus, og der gik ikke mange dage, førend jeg var en del af frivilligflokken hos ”Kirken på Gaden”, og få år senere blev jeg en fast del af teamet i UngK. Den ene dag kunne kirken være fuld af konfirmander, og den næste var det metalkoncert, og dagen efter igen holdt vi eftermiddagsrefleksion med jazzmusik. Det var et frirum, hvor ”det vi plejer” ikke var på spil. Kirken fyldte nu meget i mit liv, og hvor end jeg kom hen, blev den røde løber rullet ud. Jeg tillagdes at vide, hvad unge på min alder gerne ville med folkekirken, og det var et ansvar, jeg tog dybt alvorligt.

Jeg tror på mange måder mit forhold til folkekirken tåler sammenligning med frøen i gryden. Jeg blev ploppet i tempereret vand, og stille og roligt blev temperaturen skruet op, til vandet begyndte at koge omkring mig. På samme måde som frøen føler jeg ingen trang til at hoppe ud af gryden igen, men i modsætning til frøen, så lider jeg ingen last – tværtimod – jeg stortrives i suppen. •

MARIA ER 32 ÅR

Uddannet med en professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation på VIA i Aarhus Kredsstartskonsulent i FDF

Frivillig i folkekirken siden 2006

Sognebåndsløst til Møllevangskirken, Aarhus Mad-Instagrammer, rollespiller og motorcyklist i fritiden

DE UNGE OG DIAKONI

BERIT WEIGAND BERG

Udviklingskonsulent i Kirkefondet

Hvis kirken har et ansvar for at gribe de mennesker, som ingen andre griber, gælder det så også for de unge? Og hvis det gør, hvordan gør vi så det? Disse spørgsmål udløser ofte nogle rigtig gode, men også svære samtaler. I denne artikel vil jeg forsøge at give et lille overblik over nogle af de svar, jeg er stødt på i mit arbejde med at skrive et afsnit om unge til en kommende bog om kirkens diakonale arbejde.

UNGDOMMENS TILSTAND

Mange unge har det ikke godt. Vi kalder det mistrivsel, hvilket på mange måder er et godt begreb. Det giver plads til, at der kan være flere årsager til det, og at det kan opleves forskelligt fra ung til ung. Det peger også på, at der er brug for mange forskellige former for hjælp. Der er brug for nogen, der forsøger at gøre noget ved årsagerne. Men der er også brug for nogen, der er villige til at være nærværende for de unge, når de mistrives. I denne artikel vil jeg særligt sætte fokus på to typer af unge; de udsatte og de oversete, og hvad vi som kirke kan gøre for dem.

DE UDSATTE UNGE

Hvis vi kaster et blik på gruppen af de udsatte unge, kan de deles op i to hold. Dem, der er økonomisk udsatte og dem, der er dagtime udsatte. De økonomisk udsatte unge er dem, der har en usikker eller en meget lille økonomi. Det kan være unge, der kun kan få hjemmeboende SU, selv om de af den ene eller anden grund ikke længere bor hjemme. Det kan være unge, der må bruge ekstra lang tid på deres studier, og derfor ikke har mulighed for at supplere SU’en med et studiejob. Som kirke kan vi ikke ændre deres vilkår, men vi kan hjælpe på andre måder. Vi kan give dem det, de mangler, så som billig mad, legater eller tilskud. Og vi kan give dem jobs, hvor der kan tages hensyn til læseferie, eksaminer etc.

De unge, der er udsatte i dagtimerne, går ofte under radaren. Det er unge, som hverken er i gang med en uddan-

nelse eller har job. Det kan være unge, der er blevet studenter, men ikke rigtigt kom i gang med noget bagefter. Det kan være unge, der er færdigudlærte, men som ikke er lykkes med at finde job. Det kan være unge, hvor systemerne endnu ikke ved, hvad der er deres udfordringer, og derfor ikke har mulighed for at hjælpe dem. Disse unge bor ofte hjemme med meget lidt at få tiden til at gå med. For nogle af disse unge er det ikke muligt at gå direkte i fuldtidsbeskæftigelse eller fuldtidsstudier. Men små eller ad hoc-ansættelser kan være den trædesten, som nogle af disse unge kan bruge til at genvinde fodfæste i dagtimerne. Som kirke har vi forskellige muligheder overfor de udsatte unge. Et koncept, som findes i flere kirker, er SU-middage. Disse kan enten være knyttet til en fast kirke, eller gå på omgang mellem forskellige kirker. Begrebet SU-middag betyder ikke, at det kun er for dem, der er på SU. Men at der er tale om SU-venlige priser, så de studerende og andre med små midler har mulighed for at være med.

Men hvem skal lave maden? Det kan naturligvis være dem, der allerede er ansat eller frivillige ved kirken. Men det kunne også være en mulighed for at skabe rum for nogle af de unge, der ikke har noget at lave i dagtimerne. De har muligvis ikke overskud til at gå i skole eller arbejde fuldtids. Men at have en vagt i kirken 1-2 gang om måneden, hvor de enten er i køkkenet, står for at dække op, eller hvad de nu har mulighed for.

En anden mulighed er at have flere unge, der deler jobbet som kirketjenervikar. Det giver lidt mere administration, men giver også de unge mulighed for at skifte vagter osv. Og har man en kirkegård kan et lille job som ”sommerfugl” være en god mulighed.

DE OVERSETE UNGE

Der er altid nogen, vi overser, som fx de dygtige piger og de stille drenge. I kirken bygger vi på de værdier, vi har fra Bibelen, bl.a. at Jesus gang på gang får øje på dem, som andre ikke ser. Det er forskelligt fra kirke til kirke, hvordan vi agerer, når vi ser nogen, som ingen andre ser. Og der er bestemt forskellige muligheder, når det kommer til de unge. Det kan være, at kirken skal være med til at gøre lokalsamfundet bevidst om disse unge. Det kan være, at kirken selv skal gøre noget for disse unge. Og det kan være, at kirken skal gøre noget sammen med andre.

Nogen af de oversete unge, som ungdomspræsterne møder, er de superdygtige og langtidssinglerne. Ved første øjekast lægger vi knap nok mærke til dem, fordi det ser ud til, at de lever velfungerende liv. Men for disse unge gælder det samme som for voksne. Et liv med job og styr på lejlighed og økonomi kan sagtens være et meget ensomt liv. Hvad kan vi gøre for dem? Vi kan fx skabe fællesskaber, der ikke er baseret på alder, men på interesser. Særligt hvis vi husker at lægge dem på tidspunkter, hvor også unge kan. Opgaven her er at tænke diakonalt. At skabe den plads til dem, som de har brug for. Sørge for at de hurtigt føler sig velkomne og hjemme. Og tilbyde dem et passende ansvar,

så de bliver en del af det vi, som er det fælles i dette fællesskab.

En anden mulighed er at skabe små oaser til byfester, events og arrangementer, som andre står for. At kirken laver en stand, hvor man kan træde ud af larmen og ind i noget andet. Det kan være med en sofa, hvor man kan tale med en. Det kan være en form for ”bar”, der lægger op til, at man kan hænge ud. Det kan være en hængekøje eller en lænestol, hvor man kan gemme sig lidt. Standen kan med fordel have et tema eller et skævt spørgsmål, som blikfang og som samtalestarter. Og det er vigtigt, at der er nogen på standen hele tiden, som man kan tale med.

En tredje vej at gå handler om at bakke op om det, som andre gør. Er der nogen i jeres lokalsamfund, der laver noget godt for de unge, så giv dem jeres fulde opbakning. Kontakt dem for at høre, hvad de har brug for. Kan vi hjælpe dem med lidt administration? Kan vi lave et indsamlingsarrangement til fordel for dem? Må vi lave en udflugt til dem, for at flere skal blive opmærksomme på deres arbejde osv.

SKAL VI BRUGE BEGREBET DIAKONI?

En af de kirker, som jeg interviewede til bogen, har mange aktiviteter for og med unge. Og jeg tænkte derfor, at de også måtte have mange diakonale projekter for unge. Men det var kirken afvisende overfor. Der var kun et enkelt tiltag, som de ville kalde diakoni. De havde gode begrundelser for dette. En af dem er, at de ikke har særlige diakonitiltag, men at de derimod altid arbejder diakonalt. Det betyder, at de ved hvert eneste arrangement tænker over, hvordan de kan gøre det muligt for alle at deltage. Hvor lav skal prisen være, og er der mulighed for at komme gratis med for den, der ikke har meget at gøre med? Kommer man til at sidde alene,

hvis ikke man har nogen at følges med? Eller er der lavet en eller anden form for bordplan, der gør, at man automatisk kommer til at sidde sammen med andre uden først at skulle spørge om lov? Er der en velkomst eller en introduktion, der gør det nemt at gennemskue, hvad der skal ske, også for den, der er der første gang? Og – ikke mindst – er det alle deltagere, der griber opgaven med at tale med den nye, eller er det en opgave, der er overladt til præsten og kirkekulturmedarbejderen?

Det giver god mening at tænke sådan, om alt hvad vi laver i kirken. Uanset om det er med børn, unge eller voksne. Der kan dog også være en fordel ved at tale entydigt om diakoni. Nemlig den, at når vi taler om diakoni, får vi lettere øje på den enkelte i stedet for at spejde efter de mange. Og det er en bevægelse, som er vigtig, når vi som kirke gerne ”vil noget” med de unge. For de kommer ikke længere til os i hold, som da de var konfirmander eller kom med klassen. Det kan være lidt af en øvelse at omstille sig til, at vi ikke længere skal have vores fokus på, hvor mange de er, men i stedet for skal se på den enkelte og dennes behov. Til gengæld er det noget, som alle kirker kan. Både de kirker, der har mange unge i sognet, men som måske ikke har overskud til at gå i gang med alt muligt. Og de kirker, som nærmest ingen unge har i sognet, men som nok alligevel har nogle få, der har et behov, hvor kirken kan være til hjælp. •

Bogen om kirkens diakonale arbejde udgives af Menighedsplejen i Danmark og udkommer medio 2024. Redaktionsgruppen udgøres af generalsekretær Mette Møbjerg Madsen, sognepræst Ane Bisgaard LaBranche, Roskilde Domkirke og sognepræst Peter Nejsum, Brønshøj kirke.

Ved mødet om kunstig intelligens var der godt 40 deltagere. Der kommer mellem 25 og 150 deltagere i alderen 15 og 35 år til ”Den Lave Højskole”s arrangementer. Lidt afhængigt af emne og foredragsholder.

HØJT TIL LOFTET I ”DEN LAVE HØJSKOLE”

”Ungdomspræsteriet” i Vejle Provsti har stor succes med højskoleaftener for unge mellem 15 og 35 år. Målet med "Den Lave Højskole" er at højne trivslen blandt unge og samtidig gøre de unge nysgerrige og klogere på verden.

Vi starter med at svæve. Alle står op, klar til at synge. Kandelaberne er tændt, og sanger med meget mere Methe Danefeldt fra ”Bare Syng” sidder ved klaveret på scenen. Hun dirigerer fællessangen med sin flotte stemme og venstre hånd, mens hun tackler tangenterne med højre hånd. Først ”Hvor du sætter din fod” af Sigurd Barrett for derefter at slutte af med det helt enkelte vers ”Svæver”, skrevet af Methe selv.

Scenen er sat til endnu en aften i ”Den Lave Højskole”. Unge i alderen 15 til 35 år fra Vejle Kommune og hele Trekantområdet kan møde op i den store sal i Vejles gamle forsamlingshus ”Bygningen”. I løbet af de næste tre timer synger de et par fællessange, lytter til et foredrag, spiser et lækkert vegansk måltid mad, for derefter at deltage i forskellige workshops eller samtalesalonen med aftenens foredragsholder. Aftenen rundes af med på-gensyn-kage.

I aften handler det om kunstig intelligens. De fremmødtes reaktion svinger mellem aha-oplevelser og fascination til bekymring, for hvad skal det her ende med. Journalist Frederik Kulager, som mange kender fra hans artikler og podcasts på Zetland om internetkultur, tager os med på en tour de force i emnet. Fra dengang en knivskarp og rig kvinde i England i 1800-tallet skrev den første algoritme på bag-

”DEN LAVE HØJSKOLE”

grund af de nye væves hulkort, til Geoffrey Hinton, der efter mange års forsøg på at få hjerne og computer til at smelte sammen, endelig sammen med sine elever fik et gennembrud i 2012. Han solgte sin opfindelse til Google og blev dermed én af fadderne til AI – Artificial Intelligence, som har fået et stort gennembrud med chatbotten ChatGPT. Frederik Kulager er ikke bange for at sige: ”Jeg mener, det er en af de største arbejdsrevolutioner nogensinde. Men …. æhhhh – jeg kan også blive fyret på grund af den i morgen”.

HVAD SKAL JEG TRO PÅ?

Han betegner sig selv som håbløs optimist, men han er også fuldt ud opmærksom på, at kunstig intelligens kan bruges til at manipulere og svindle med. Den kan nedbryde demokratiet, og borgerne kan komme så meget i tvivl om fakta, at de tænker: ”Hvad skal jeg tro på?”

Første arrangement februar 2019. Arrangement hver måned på nær juli, august og december.

Udviklet af ”Ungdomspræsteriet” sammen med ungdomshuset ”Værket” i Vejle og Vejle Bibliotekerne. I dag drevet af Ungdomspræsteriet sammen med en række frivillige.

Liv & Vækst-pulje i Vejle Provsti gav økonomisk starthjælp til højskolen. I dag giver provstiet et årligt tilskud. Derudover giver Vejle Kommune støtte, og skiftende fonde har støttet projektet som f.eks. Soroptimisterne, Y’s Men Club. I øjeblikket bliver højskolen støttet af Ole Kirks Fond. Det er gratis at deltage for alle i alderen 15-35 år, men man booker en billet via Billetto.dk. Ud over foredrag og spisning er der forskellige workshops som brætspil, kreativt værksted og NADA-café (øreakupunktur til afslapning). Dertil kommer popup-workshops, som f.eks. fællessang, yoga, teatersport og poesiværksted.

”Vores demokrati er jo afhængigt af, at vi tror på hinanden”, sagde Frederik Kulager.

Der bliver lyttet intenst. Både de tre elever, der kommer fra erhvervsskolen, akademikerne, der er færdige med universitetet, gymnasieeleverne og dem, der bare søger fællesskabet og måske har lidt svært ved at komme ud i større forsamlinger.

Og så er der læreren fra handelsgymnasiet. Han havde ved et tilfælde læst om foredraget, da han skulle købe billetter til noget andet på Billetto. Han bruger kunstig intelligens i sin undervisning for

Anders Lindhardt Rasmussen, 21 år, Vejle, læser til ernæringsassistent: Jeg kommer for at møde andre mennesker i Vejle. Jeg kender ikke så mange, men her møder jeg en masse folk, og det er godt bare at komme ud at opleve i stedet for at sidde alene derhjemme. Jeg kom første gang for halvandet år siden efter, at jeg havde haft en svær depression. Jeg havde hørt om ”Den Lave Højskole” på jobcentret, og jeg tænkte: ”Nu må jeg gøre noget for mit eget liv”. Siden er jeg kommet hver eneste måned.

Ungdomspræst Anders Michael taler med foredragsholderen, journalist Frederik Kulager, i samtalecaféen, og spørgelysten blandt tilhørerne var stor.

”Allerede den første aften kom håndværkere i arbejdstøj lige fra arbejde, folk kom i kørestol eller lige fra gymnasiet. Vi er ret glade for den blanding af deltagere, der kommer, og at der er plads til alle”, siger ungdomspræst Anders Michael Grønfelt og fortsætter: ”Målet med ”Den Lave Højskole” er at højne trivslen blandt unge ved at pege hen mod fællesskaber, hvor de kan blive en del af et socialt samvær. Jeg har som ungdomspræst mange samtaler med unge, og ensomhed er et af de store temaer. Ensomheden kan jeg ikke snakke væk, men jeg kan pege på et fællesskab, hvor de kan føle sig trygge, fordi de kender os fra ”Ungdomspræsteriet” og de frivillige. Samtidig kan de udfordre sig selv lidt i forhold til det sociale. Og i bedste højskoleånd kan de gennem de forskellige foredrag få åbnet verden og få en viden, som de også kan bruge fagligt”.

For ”Ungdomspræsteriet” er der en god synergi i de forskellige aktiviteter, for de unge, der kommer i f.eks. ”Den Lave Højskole” får måske øje på, at der i samme regi er sorggrupper.

at få andre vinkler på sin undervisning. Han var meget optaget af foredraget, for han ser som Frederik Kulager de mange muligheder, men er også meget opmærksom på, at eleverne skal guides, så de ikke tager hovedet under armen og vælger ChatGPT som den nemme løsning.

FOR AT HØJNE TRIVSLEN

”Den Lave Højskole” havde sin debut i februar 2019. ”Ungdomspræsteriet” ville sammen med ”Værket”, Vejles ungdomshus, og biblioteket i Vejle udvikle et mødested for unge, som også kunne friste de unge mænd. ”Ungdomspræsteriet” havde i flere år haft succes med at samle unge mødre med deres børn i ”Ung Mor Madklub”, men hvordan skulle man trække unge mænd ind i et socialt fællesskab? Alle vidste, at det er svært at samle mænd til et socialt arrangement.

Løsningen blev ”Den Lave Højskole”, hvor spændende foredrag skulle være døråbneren for de unge mænd. Første foredragsholder var Anders Lund Madsen, og han kunne åbne døre. Der kom mange, både kvinder og mænd. Siden har kendte og semi-kendte holdt foredrag: Rapperen Fætter Anders, tv-vært m.m. Thomas Skov, kokken Umut Sakarya, twerkqueen Louise Kjølsen, tv-vært Clement Kjersgaard o.m.a. Næste gang kommer standup-komiker og tryllekunstner Rune Klan.

”Det er også kirkens opgave at gøre de unge nysgerrige på livet. Samtidig er ”Den Lave Højskole” en dannelsesrejse, og på den måde står vi på to af de ben, som kirken hviler på – det diakonale og dannelse”, siger Anders Michael.

DET SKAL NOK GÅ

Fadene med lækker vegansk mad (der er sommetider også kød på bordet) er ved at være tømte. Tallerkner bliver samlet på rullebord. Maden er gratis lige som den kaffe, te og vand, som deltagerne kan forsyne sig med, inden de går ud til de forskellige workshops. Nogle skal have øreakupunktur for at slappe af, andre skal være kreative, men de fleste, både kvinder og mænd, samles omkring et stuearrangement med par lænestole og sofabord, hvor foredragsholderen og ungdomspræsten tager plads. Nu er det tid til at uddybe og stille spørgsmål, og spørgelysten er stor. For hvem skal tage dialogen om brugen og grænser for kunstig intelligens? Hvad med vores demokrati? Og vil den ensrette vores kultur? Frederik Kulager svarer prompte JA!

”Den vil ensrette vores kultur. Den tænker som en 50årig hvid mand, for det er dem, der har leveret det meste af det materiale, som ChatGPT bruger som data”.

Efter godt en time siger Frederik farvel og på vej ned fra stuearrangementet smider han lige et håb med en hilsende hej-hånd, da han siger: ”Det skal nok gå!” •

HVORDAN KAN UNGE FÅ ET POSITIVT MØDE MED FOLKEKIRKEN?

JULIE KAJGAARD

Ungdomspræst og daglig leder af UngK i Aarhus

Det spørgsmål driver UngKs arbejde, og derfor er vi hele tiden optaget af, hvordan vi som kirke kan møde unge i deres mangefacetterede livsverdener.

I UngK er vi særlig optaget af at møde unge, der ikke er vant til kirke, og vi er nysgerrige på, hvordan der kan gives rammer, hvor unge kan udforske deres kreativitet, tro, krop, næstekærlighed og alt det, der ellers fylder for unge. Vi arbejder med en målgruppe, der hedder unge mellem 18-30 år. Der vil i løbet af en måned være mange forskellige events og aktiviteter i UngK. Nogle af dem er det alene UngK, der er afsender på. Men mange af eventsene er skabt i samarbejde med unge.

Af vores egne events kan her nævnes: Yoga, Åndehul (UngKs svar på en gudstjeneste), Åben Læsesal, Filmklub, Morgenflow (kropslig aktivitet til alle niveauer), Højskolesang og Linoleumstryk & Lambrusco. Det er arrangementer, som taler til forskellige unge, og det er en stor værdi for os. Når jeg ser på vores aktiviteter, er det vigtigt for mig, at vi overordnet set har noget til det, der kan kaldes krop, sind og ånd. Vi har noget til det hele (unge) menneske.

Udover de arrangementer UngK alene er afsender på, har vi også en del faste events, hvor de er opstået sammen med unge. Her kan jeg nævne: Åben Scene (her kan alle dele noget, de har produceret), Dungeons & Dragons, TiHi Tirsdag (unge der laver teatersport), skriveværksted, kor og meget mere. Her er det vigtigt for os at give de frivillige sparring samt være i en vedvarende dialog om, hvad det betyder, at det lige netop er i UngK, at de laver deres events.

Til sidst har vi også en række events, som langt hen ad vejen er unge, der lejer kirken som en ramme for deres arrangement. Bare for at nævne nogle kan det være koncerter, modeshows, loppemarked, ecstatic dance, kunstudstillinger og foredrag. Her har vi altid en samtale med aktørerne om, hvilke rammer de indgår i, og hvilke krav vi har, når de vil bruge UngK.

Der sker meget i UngK, og derfor er det vigtigt for os at have kriterier for de arrangementer, der bliver holdt her. Overordnet set er det vigtigt for os, at UngK er med til at give unge – det kan være deltagerne eller de udøvende – et positivt møde med folkekirken. Derfor er vi hele tiden optaget af at lytte til de mange ungekulturer, der er i Aarhus og finde nye veje til at møde unge i deres livssituationer. •

BADEHUSET

PÅ AARHUS Ø

AF KIRSTEN MARGRETHE BACH

Kirkekulturmedarbejder

ved Aarhus Domkirke

I den nye bydel på Aarhus Ø ligger ”Badehuset” – et tiny house ved vandet side om side med små caféer, teater og havnebassin. Huset tilhører Aarhus Domkirke og fungerer som en forpost til kirken, hvor kirkens liv og virke kan udvikles i samråd med de folk, som flytter til. Kirkens kirkekulturmedarbejder koordinerer og arrangerer aktiviteter i huset og alt annonceres dagligt på Instagram.

Badehuset er blevet et sted, de unge voksne har taget til sig. Hver uge holder frivillige studerende åben studiecafé i de tidsrum, de selv ønsker at bruge huset til læsning, og hvor huset ellers ville stå tomt. De frivillige har selv nøgle til huset og inviterer ind, så alle kan komme og studere, brygge sig en kop te eller kaffe, lægge madpakken i køleskabet og nyde udsigten over himmel og hav. Der er fælles pauser lagt ind, så man kan få sludret med hinanden og også møde kirkekulturmedarbejderen og måske få en snak om folkekirken.

Badehusets aktiviteter bygger på frivillighed og samskabelse. Kirken stiller faciliteter til rådighed og tilbyder et åbent fællesskab, hvor der er plads til, at alle kan deltage og engagere sig på forskellig vis. Alle har mulighed for at afholde aktiviteter i Badehuset. Nogle af de studerende står

for krea-aftener, nogle laver morgenbadning og morgenmad, andre mindfulness eller brætspilshygge. Kirkekulturmedarbejderen kombinerer de unges initiativer med kirkens egne – Højskolesang, fællesspisning og refleksion, samtalegruppe, morgenmeditation og aftensamling. Aktiviteterne indeholder alle kristne elementer, men det tilstræbes, at det formes, så det taler ind i de unges liv og appellerer uanset ens religiøse ståsted. Rummet er lille og passer til de intime møder, men med en større følgerskare på de sociale medier, er det muligt også at henvise til kirkens andre tilbud, som appellerer til målgruppen, f.eks. Studenterhøjskole med oplæg og workshop eller koncerter og visning af biograffilm i Domkirken. Badehuset giver mulighed for at eksperimentere og lege med formerne. Livet i huset er dynamisk og i konstant bevægelse, ligesom de unges liv. Visionen er, at Badehuset udgør et rum med plads til at eksperimentere, hvor man mødes åbent og skaber tilknytning til kirken ved at give plads og lytte, ved at give de unge voksne medejerskab og i samspil med dem finde frem til måder at være kirke for og med dem. •

SJÆLESANG OG KREATIV SJÆLESORG

ANNE EDMOND PEDERSEN

Natkirkepræst i Trinitatis Kirke i København

I Trinitatis Natkirke afholder vi musikgudstjenester med musikere, som man normalt ville kunne opleve på et af byens spillesteder. Formålet er at gøre adgangen til kirken så let som muligt for de mennesker, som måske aldrig ville overveje at deltage i en gudstjeneste. Ved at tilbyde menigheden mulighed for at nyde deres yndlingskunstner i en helt særlig sammenhæng, tager vi udgangspunkt i den interesse, som folk allerede har.

Før gudstjenesten forberedes, har jeg haft en samtale med den medvirkende kunstner, hvor vi sporer os ind på fælles eksistentielle interessefelter, der kan danne tema for gudstjenesten (udgivet i podcastserien ”Sjælesang”). Med udgangspunkt i kunstnerens musik og tekster, udvælger jeg bibeltekster og skriver bønner, som enten supplerer eller danner kontrast til sangene. Målet er at vise, at de temaer som kunstnerne beskæftiger sig med også beskrives i kristendommen, og at kunstnerens værker og de bibelske tekster kan belyse og berige hinanden.

Liturgien er enkel:

Klokkeringning

Musik (gerne instrumentalt)

Bøn

Musik: 2 sange

Læsninger

Musik: 2 sange

Læsninger

Musik: 2 sange

Bøn og velsignelse

Musik (nogle kunstnere skaber fællessang til sidst)

Jeg bruger ofte poetiske genskrivninger af de bibelske tekster, med centrale passager fra den autoriserede bibel som indledning. Nogle gange indledes med en kort refleksion over aftenens tema efter klokkeringningen.

SANGSKRIVER- OG SKRIVEWORKSHOP

I flere år har Trinitatis Natkirke tilbudt en sangskriverworkshop v. musiker Marc Facchini og en skriveworkshop v. forfatter Charlot Roslev. Udover at give deltagerne kvalificeret vedledning i sangskrivning og skrivning, betragter jeg disse workshops som en form for kreativ sjælesorg. Som præst

bestræber jeg mig derfor på at deltage så meget som muligt for at lære deltagerne at kende, og for at bidrage til samtalerne om de eksistentielle temaer, som deltagerne vælger at skrive om.

Forløbet består af fire undervisningsgange og kulminerer i en fælles åben aften i kirkerummet. Her får deltagerne mulighed for at opføre og dele det, de har skrevet i løbet af forløbet. •

SNACKS ER SERIOUS BUSINESS

AF SARAH LODBERG

Præst i Getsemane Kirke i Horsens, der specielt henvender sig til voksne i alderen 20-50 år.

Den britiske præst og forsker, Becca Dean, har i sin ph.d. undersøgt, hvordan man som kirke bedre kan inkludere unge. Et af resultaterne var, at der til arrangementer i kirken blev serveret Pepsi Max. For som de unge sagde, så er der saft til børnene og kaffe eller te til de gamle. Men hvad så, når man føler, at man er midtimellem? Pepsi Max var med til, at de unge følte sig velkomne og set.

Nogle gange tænker jeg, at Getsemane er bygget på Pepsi Max og Anthon Bergs marcipanchokolader med blomme i madeira! Chokoladerne har nærmest fået kult-status. Så vi er altid på tilbudsjagt efter Anthon Bergs blomme i madeira.

Det kan lyde overfladisk og måske helt blasfemisk, at Getsemane er bygget på snacks. Det er også sat på spidsen. Men det for at understrege, at når man starter arbejde for unge voksne i kirken, så skal man starte det sammen med dem, man gerne vil have til at komme. Til det hører, at man lytter til dem, man skal arbejde sammen med. Det kan virke banalt. Og alligevel er det tit noget, vi som folkekirke glemmer at tage alvorligt.

En stor del af alle menighedsråds aktivitetsbudgetter går som regel til forplejning. Og der er helt sikkert en sammenhæng mellem indkøb og den målgruppe, vi rammer.

Hver anden mandag har vi Barselshøjskole i Getsemane – med croissanter, kaffe/te og frugt. De to timer hver anden uge er tænkt som et åndehul, hvor man som forælder kan få et frirum til at tale om væsentlige emner og opleve et godt voksenfællesskab i barslen.

Der er sjældent hardcore akademisk teologi på dagsordenen. Emnerne for Barselshøjskolen i dette halvår veksler mellem at handle om karriere, fødselshistorier, skam, utilstrækkelighed, kroppen, køn & ligestilling. Ikke hardcore teologi. Men pludselig er antallet af dåb stødt stigende –fordi de, der er kommet i Barselshøjskolen har fået en tilknytning til kirken. Pludselig har kirken spillet sig relevant som et sted, hvor der er højt til loftet, hvor man som men-

neske bliver set og lyttet til og derfor også tør at gå hen med sin sårbarhed og glæder. Og så er der chance for at tale tro, eksistens og teologi.

Folkekirken er kun folkets kirke, hvis også vi udvikler kirke sammen med dem, der skal bruge den. Og den udviklingsproces kræver, at man lytter – plus gode snacks. Det bliver teologien også kun bedre af. •

NYT FRA KIRKEFONDET

Kirkefondet har brug for din støtte

Kirkefondet er berettiget til at modtage gaver til Kirkefondets arbejde med skattefradrag for giveren. For at være sikre på, at Kirkefondet kan beholde denne ret til skattefradrag, skal vi min. have 100 givere hvert år, som hver giver mindst 200 kr. som en personlig gave til Kirkefondets arbejde for liv og vækst.

I 2023 går gavebidrag til Kirkefondet bl.a. til den nye Tiny Church i Nordhavn i København. Kirkefondet vil særligt hjælpe med indretning af kirken – det kan f.eks. være altersæt, dåbsfad, udsmykning eller lign.

Beløb kan indbetales konto 2191-8541701207 eller via Mobilepay til 11159. Giv os sammen med indbetalingen dit navn, adresse og cpr.nr. Hvis du indbetaler 300 kr. eller derover, vil du som bidragyder modtage ”Kirken i dag” gratis. Hvis du ønsker at støtte os med et fast årligt beløb, kan du tilmelde dig Betalingsservice.

Kontakt os på kirkefondet@kirkefondet.dk eller på tlf. 33 73 00 33 for at høre nærmere! På forhånd tak for hjælpen!

Årets repræsentantskabsmøde

Kirkefondets årlige repræsentantskabsmøde blev afholdt lørdag den 11. oktober i forbindelse med konferencen ”Kirke på nye vilkår” (se bagsiden). Erik Mollerup, Hanne Hummelshøj og Povl Edvard Hansen genopstillede til bestyrelsen og blev genvalgt. Finn Dyrhagen og Henrik Oest, der begge har siddet i Kirkefondets bestyrelse i rigtig mange år ønskede ikke genvalg. To nye bestyrelsesmedlemmer blev derfor valgt ind i bestyrelsen, og det er Lars Kjeld Jensen, der er administrationschef i KFUM’s Sociale Arbejde og bor i Odense, og Sofie Bohm, der er daglig leder og aktivitetskonsulent i Sydhavn Sogn.

Vi takker de to afgående bestyrelsesmedlemmer for deres store arbejde gennem årene, og byder de nye medlemmer hjertelig velkommen. Bestyrelsen konstituerede sig efter mødet med Erik Mollerup som formand, Lars Seeberg som næstformand og Tommy Liechti som kasserer.

Nyt layout og nye temaer for 2024

Har I mon bemærket, at ”Kirken i dag” ser lidt anderledes ud denne gang? Magasinet har fået nyt layout, der passer til Kirkefondets nye designprofil og logo, som vi introducerede her i efteråret. Vi håber, at I kan lide det, og vi modtager gerne kommentarer til det. Næste års temaer ligger også klar, og I kan glæde jer til temanumre om: Menighedsrådsvalget 2024, Kirkelukninger, Samtale om tro og Migranter. Vi ønsker jer alle en god jul og et godt nytår. Og vi glæder os til at vende tilbage med de nye temaer i det nye år.

Tema for næste nummer af ”Kirken i dag”: MENIGHEDSRÅDS VALGET 2024

Skal jeres kirke være vejkirke i 2024?

Er jeres kirke åben eller har I måske planer om at åbne den udover gudstjenestetiden? Så inviterer Kirkefondet jer til at være med i brochurerne over ”Vejkirker og andre åbne kirker”.

432 kirker var med i år, og brochurerne er en rigtig god guide til alle dem, der gerne vil besøge landets kirker. Brochuren udgives i to udgaver: en for Jylland og en for Øerne. Brochurerne bliver trykt i et oplag på ca. 80.000 eksemplarer, og bliver udsendt til de deltagende kirker samt til biblioteker, turistbureauer, campingpladser, motorvejsstationer, vandrerhjem mv. over hele landet. Desuden kan man downloade brochurerne på www. vejkirker.dk, og søge på vejkirkerne fra både computer, tablet og smartphone, så man kan planlægge sin tur.

I brochuren er det muligt at fortælle kort om kirken, dens åbningstider, særlige arrangementer m.v. Tilmeldingsfristen til næste års brochurer er 18. december 2023.

Læs mere om vejkirker på www.vejkirker.dk

KIRKE PÅ NYE VILKÅR

Omkring 75 aktive kirkefolk fra hele landet var samlet til Kirkefondets konference ”Kirke på nye vilkår”, som blev afholdt i Docken i Nordhavn i København lørdag den 11. november. Kirkefondet havde inviteret en række eksperter, Jais Poulsen fra FUV, professor i sociologi Morten Frederiksen og forbrugerekspert Eva Steensig til at beskrive danskerne anno 2023, deres værdier og livsstil, og så gav 3 kirkelige aktører, provst på Mors Mette Moesgaard Jørgensen, sognepræst Rasmus Nøjgaard og formanden for Landsforeningen af Menighedsråd Anton Pihl deres bud på, hvordan folkekirken kunne svare på disse forhold. Ind i mellem oplæggene var der tid til kommentarer og spørgsmål. Det blev en spændende dag, hvor der blev noget at tænke over. Hvad er det så folkekirken kan og skal byde ind med?

Læs mere om dagen på Kirkefondets Facebookside eller tilmeld dig vores nyhedsbrev for at følge med i Kirkefondets arbejde.

Sorteret magasinpost (SMP) ID-nr. 42895

Afsender: Kirkefondet, Peter Bangs Vej 5B, 2000 Frederiksberg