lille bog om ordblindhed – og hvordan du kan
hjælpe dit barn
Copyright © 2025 Ordblindeforeningen Danmark
Denne bog er skrevet for Ordblindeforeningen Danmark af foreningens direktør, Anna Ljundal, og udgivet af Ordblindeforeningen Danmark.
Bogen er beskyttet efter gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering eller anden gengivelse må kun ske i overensstemmelse med loven og med forudgående aftale med Ordblindeforeningen Danmark.
Redaktion: Rasmus Meldal og Thea Lindberg Nejsum, fagkonsulenter i Ordblindeforeningen Danmark
Illustrationer: Genereret med ChatGPT (GPT-5)
1. udgave, 1. oplag, 2025
Ordblindeforeningen Danmark er en medlemsorganisation, der i mere end 82 år har arbejdet for at skabe bedre vilkår for mennesker med ordblindhed.
www.ordblindeforeningen.dk
Mit barn er ordblind – hvad nu?
Kære forælder,
Har du lige fået at vide, at dit barn er ordblind? Så står du måske med en masse tanker og følelser. Måske er du lettet, fordi der nu endelig er en forklaring på, hvorfor dit barn har haft det svært med læsning og stavning. Måske er du bekymret og spørger dig selv: »Hvad betyder det for mit barns skolegang og fremtid?«. Uanset hvad du føler lige nu, er det helt naturligt. Mange forældre har stået præcis dér, hvor du står.
Ordblindhed behøver ikke at spænde ben for dit barns læring og udvikling. Med de rette hjælpemidler, gode lærere og støtte kan dit barn få adgang til undervisning, der fungerer for dem, og finde veje, der passer til netop barnets styrker. Der findes gode løsninger, og der er hjælp at hente.
Derfor har vi fra Ordblindeforeningen skrevet denne lille bog til dig. For at give dig viden, gode råd og konkrete idéer, der kan styrke dig i rollen som forælder til et barn, der er ordblind, og samtidig minde dig om, at du ikke står alene.
Vi håber, du vil opleve, at bogen kan give dig både indsigt og ro – og ikke mindst tro på dit barns styrker.
Med varme hilsner
Ordblindeforeningen Danmark
Du kan også høre bogen som lydbog – scan QR koden og lyt med

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1
Hvad er ordblindhed?
Ordblindhed er medfødt og handler om, hvordan hjernen bearbejder sproglyde. Det har altså ikke noget med bogstaver, der hopper rundt på siden, eller dårligt syn at gøre. Det handler om, at hjernen har svært ved at omsætte og koble bogstaver til lyd. Hvor andre børn kan se et ord og høre, hvordan det skal lyde, er det anderledes for et barn med ordblindhed. Derfor kan man opleve, at læsning og stavning ofte kan være både en sværere og en mere udmattende opgave.
Her er det vigtigt at vide:
• Ordblindhed har intet med intelligens at gøre.
• Ordblindhed kan ikke ’trænes væk’, men dit barn kan lære strategier og bruge hjælpemidler, der gør læsning og skrivning meget lettere.
• Ordblindhed skyldes ikke manglende øvelse, dårlig undervisning eller dårligt syn.
At være ordblind betyder, at læsning og skrivning bliver ved med at være en udfordring, også selvom barnet øver sig. Du kan opleve, at dit barn læser langsommere end klassekammeraterne, har svært ved at huske nye ord eller bliver hurtigt træt, når der skal læses. Ordblindhed viser sig forskelligt fra barn til barn: Nogle læser egentlig okay, men kæmper med stavning, mens andre kan stave nogenlunde, men læser langsomt og upræcist – og nogle har vanskeligheder med begge dele. I Danmark regner man med, at cirka 8 % af befolkningen er ordblinde, hvilket svarer til omkring to børn i hver skoleklasse.
Det vigtigste er, at dit barn mødes med forståelse, tålmodighed og de rette værktøjer. Ordblindhed forsvinder ikke, men med støtte fra både skole og hjem samt adgang til hjælpemidler kan dit barn deltage i undervisningen og få adgang til læring. Mange ordblinde finder deres egne måder at lære på og udvikler strategier, der passer til dem. Det styrker deres selvtillid og giver dem kompetencer, som rækker langt ud over klasselokalet.
Kapitel 2
Første skridt – samarbejdet med skolen
Når du lige har fået at vide, at dit barn er ordblind, kan det føles overvældende. Men du står ikke alene. Det første skridt er at få en god dialog med skolen.
Når skole og hjem arbejder tæt sammen, giver det dit barn både tryghed og klare rammer.
Det er dig, som kender dit barn bedst – du ser styrkerne, udfordringerne og behovene i hverdagen. Lærerne har den pædagogiske viden og erfaring. Når jeres viden bliver lagt sammen, får dit barn den bedst mulige støtte.
Tre ting du kan gøre
1. Hvem gør hvad?
Tal med skolen om, hvad de gør, og hvordan du som forælder bedst, kan støtte dit barn derhjemme.
2. Del din viden
Fortæl lærerne, hvad der fungerer derhjemme, og hvad der er svært.
3. Følg op løbende
Aftal opfølgningsmøder undervejs, så I sammen kan justere planen, hvis dit barns behov ændrer sig, eller noget ikke fungerer som ønsket.
Et godt samarbejde kan for eksempel være, at du hjælper dit barn med at bruge læse- og skriveteknologi (LST) til lektierne, mens læreren sørger for, at barnet bruger de samme værktøjer i timerne. Så bliver indsatsen sammenhængende, og samtidig oplever dit barn, at hjemmet og skolen arbejder i samme retning.
Spørg ind til det praktiske
I samarbejdet med skolen er det vigtigt at vide, hvem der gør hvad. Stil for eksempel disse spørgsmål til skolen:
• Hvem sørger for, at alle faglærere og andet relevant personale ved, at mit barn er ordblind?
• Hvordan bliver klassekammeraterne informeret?

Faglærerne
Ordblindhed påvirker ikke kun danskfaget. Dit barn møder skriftlige opgaver i stort set alle fag. Derfor er det vigtigt, at alle lærere kender til dit barns behov, så det er sikret adgang til de hjælpemidler, der gør undervisningen tilgængelig.
Husk, at det ikke er dit ansvar at informere alle lærerne. Det er skolens. Men du kan godt spørge ind til, hvordan skolen griber det an.
Klassekammeraterne
En vigtig beslutning er, om klassekammeraterne skal vide, at dit barn er ordblind – og i så fald hvornår og hvordan. Nogle børn oplever det som en lettelse, at klassen ved det fra start, mens andre har brug for tid og skal selv være klar, før det bliver delt.
Som forælder kan du støtte dit barn ved at:
• Tale med læreren: Læg en plan sammen om, hvornår og hvordan klassen skal informeres.
• Inddrage dit barn: Lad barnet være med til at bestemme, hvem der skal vide det – og hvordan.
• Gå trinvis frem: Start med en ven eller en lille gruppe, hvis barnet er mere trygt ved det.
• Lade læreren fortælle det: Hvis barnet ikke selv vil sige det, kan læreren gøre det på en god måde.
• Følge op: Tal efterfølgende med dit barn om, hvordan det gik.
Når dit barn oplever, at både du og skolen bakker op, føles det ikke alene. Og når klassen lærer, hvad ordblindhed er, kan det føre til både forståelse og støtte fra dem.
Kapitel 3
Læse- og skriveteknologi – dit barns vigtigste redskab
For et barn med ordblindhed er computer eller tablet ikke bare et hjælpemiddel; det er nøglen til at kunne følge med i skolen. Derfor er læseog skriveteknologi (LST) noget af det allervigtigste, dit barn skal lære at bruge.
Jo hurtigere dit barn bliver fortrolig med værktøjerne, jo lettere bliver hverdagen. Når barnet ikke længere skal bruge al sin energi på afkodning, kan det i stedet fokusere på indholdet og på at lære. Derfor er det vigtigt, at du i samarbejde med skolen sikrer dig, at dit barn har adgang til hjælpemidlerne, og at de fungerer, som de skal, således dit barn ikke oplever unødige udfordringer hverken i skole eller hjem.
For eksempel kan høretelefoner gøre det lettere for dit barn at følge med i undervisningen, fordi det muliggør brugen af oplæsningsprogrammer og Det Kgl. Biblioteks Nota-service (i daglig tale Nota) – uden at forstyrre andre. Det er også vigtigt, at computeren med de nødvendige programmer kan tages med hjem, så lektierne kan laves med støtte.
Eksempler på teknologisk støtte i hverdagen
• Oplæsning: Tekster læses højt, så dit barn kan koncentrere sig om at forstå.
• Skrivestøtte: Ordforslag hjælper barnet til at skrive hurtigere og med færre stavefejl.
• Tale-til-tekst: Barnet taler, og computeren skriver. En stor hjælp i skriftlige opgaver.
• Nota: Lydbibliotek med adgang til bøger tilgængeligt i digitalt format.

Spørg skolen, hvilke programmer de bruger, og hvordan dit barn bliver undervist i dem. Jo bedre barnet lærer teknologien at kende, jo mere naturligt bliver det at bruge den både i timerne og til prøver og eksamener.
Det er ikke snyd
Måske vil dit barn eller andre tænke: »Er det ikke snyd at få teksten læst højt?«. Svaret er klart: »Nej«.
Det er ikke snyd at bruge LST. Det er en nødvendig støtte, som sikrer, at dit barn får de samme muligheder for indlæring og faglig udvikling som sine klassekammerater.
Gode rutiner i hverdagen
Ud over at lære programmerne godt at kende, er det vigtigt, at I får nogle gode vaner. Som forælder kan du støtte dit barn ved at:
• Lave klare aftaler om lektietid. Tal sammen om, hvor lang tid der skal bruges, og hvornår, så dit barn ved, hvad der forventes, og kan finde ro til at koncentrere sig.
• Forsikre dit barn om, at det ikke skal være bange for at bede om hjælp, når noget er uklart.
• Støtte op, når dit barn bruger oplæsning, både i skole og hjem.
• Gentage budskabet om, at »det ikke er snyd – det er en anden måde at lære på.«
At føle sig anderledes
Det kan ske, at dit barn føler sig lidt udenfor, fordi det arbejder med computer, oplæsning eller får ekstra tid til opgaver. Her kan du gøre en forskel ved at minde barnet om, at alle lærer forskelligt. En åben snak i klassen om, at nogen har brug for andre værktøjer, kan gøre det lettere for dit barn at føle sig inkluderet.
Når dit barn lærer at bruge LST som et helt naturligt redskab, får det frihed til at lære og deltage på lige fod med de andre.
Kapitel 4
Skærmfri skole – hvad med ordblinde elever?
Nogle skoler har fokus på at skabe en mere skærmfri hverdag. Det kan lyde godt, når målet er mindre skærmtid og mere ro og fokus i undervisningen. Men for ordblinde elever kan det blive en stor udfordring.
For dit barn er skærmen nemlig ikke bare underholdning. Den er selve nøglen til at kunne følge med. Når man er ordblind, har man brug for computer eller tablet med læse- og skriveteknologi (LST) til stort set alle opgaver. Derfor gælder ’skærmfri skole’ ikke for ordblinde elever.
Hvis barnet føler sig udstillet
Nogle børn synes, det er svært at være den eneste i klassen med en computer fremme. Måske føler de, at alle kigger, måske får de at vide, at det er snyd, eller måske er der noget helt tredje, som gør det svært.
Derfor er det vigtigt, at både du og skolen hjælper med at skabe forståelse og normalisere brugen af hjælpemidler.
Sådan kan du støtte dit barn
• Tal med læreren om, hvordan materialer kan tilpasses, så dit barn kan være med på egne vilkår - uden at føle sig anderledes.
• Mind dit barn om, at oplæsning, stavekontrol og andre værktøjer er helt almindelige redskaber, og faktisk bruges af mange børn og voksne uden ordblindhed.
• Giv opmuntring derhjemme, så dit barn mærker, at det er en styrke at bruge sine hjælpemidler.
Med LST og støtte fra både skole og hjem får dit barn adgang til undervisningen på samme vilkår som alle andre. Det er med til at gøre skoletiden tryg og fair for en ordblind elev.

Kapitel 5
Lyttelæsning – Nota
Måske har du oplevet det: Dit barn kommer hjem med lektier og får at vide, at der skal læses 20 minutter hver dag. For mange børn kan det være en hyggelig rutine. For et barn med ordblindhed kan det føles som en kæmpe udfordring – og nogle mister helt lysten til at læse.
Her kan lyttelæsning være en stor hjælp.
Lyttelæsning betyder, at dit barn lytter til bøger og tekster i stedet for at kæmpe sig igennem dem selv. Hos Nota findes der et væld af titler, så det vigtigste er at finde et emne, der fanger dit barns interesse.
Gennem Nota får dit barn stadig adgang til de samme historier, viden og fagtekster som sine klassekammerater men på en måde, der passer til dets behov.
Alle grundskolens undervisningsbøger findes som lydbøger hos Nota. Og naturligvis findes der også et væld af frilæsning på alle niveauer. Skolen sørger for, at dit barn bliver meldt ind, så I kan få adgang.
Sådan kan du støtte derhjemme
• Hjælp dit barn med at finde de rigtige bøger i Nota og vis, hvordan de kan afspilles. På Notas egen hjemmeside findes der en lang række instruktionsvideoer.
• Lyt sammen – til en roman eller fagbog – og tal bagefter om indholdet.
• Kombinér med læsning: Dit barn kan følge med i teksten på skærmen eller i bogen, mens det lytter.
• Gør det til en del af hverdagen: Lyttelæsning kan ske i bilen, på gåturen eller som godnathistorie.
I skolen
Når dit barn har adgang til bøger via Nota, kan det også bruge lyttelæsning i timerne. Med høretelefoner kan barnet følge med i oplæsningen, uden at klassekammeraterne hører det. På den måde kan dit barn arbejde med de samme materialer som de andre men på en måde, der giver lige muligheder.
Det er vigtigt, at både lærere og klassekammerater ser lyttelæsning som noget helt naturligt. Når det bliver en accepteret del af undervisningen, styrker det både dit barns læring og trivsel.
Husk: Lyttelæsning er ikke snyd
Det handler ikke om at springe over, hvor gærdet er lavest. Det handler om at bruge de redskaber, der gør læring muligt og motiverende.

Kapitel 6
Hvordan kan du støtte dit barn derhjemme?
Ordblindhed er et livsvilkår, men det er ikke en hindring for at lære, udvikle sig og være en aktiv del af skolen. Når dit barn lærer at bruge sine hjælpemidler, åbner der sig nye døre til læring og deltagelse.
Det allervigtigste er, at dit barn mærker, at du tror på det. Selvtilliden vokser, når både hjem og skole viser tillid til barnets evner.
Husk: Dit barn er ikke først og fremmest ordblind, men et barn med sine helt egne evner og styrker. Med støtte, nysgerrighed og opbakning kan dit barn trives i skolen, udvikle sig fagligt og skabe sig en uddannelsesvej fuld af muligheder.
Skab plads til succes
Dit barn har brug for at opleve små sejre i hverdagen. Det kan være alt fra at klare en lektieopgave med hjælpemidlerne til at lykkes i en fritidsaktivitet. Når barnet mærker, at noget lykkes, vokser selvværdet.
Tal åbent om ordblindhed
Fortæl dit barn, at mange børn og voksne er ordblinde, og at det ikke står i vejen for drømme og videre veje. Hjælp barnet med at sætte ord på sine følelser. Når ordblindheden ikke bliver skjult, men noget man kan tale om, giver det tryghed og styrke.
Styrk selvværdet
Ros altid indsatsen – ikke kun resultatet. Dit barn har brug for at vide, at du ser, hvor meget det kæmper. Støt barnet både i skolen og i fritiden, så hverdagen ikke kun kommer til at handle om ordblindhed og lektier, men også rummer plads til det sjove og det almindelige familieliv
Lektier og rutiner
Faste rutiner omkring lektier kan gøre en stor forskel. Når lektier bliver en naturlig del af hverdagen, mindskes konflikter og usikkerhed. Hjælp

dit barn i gang, men lad det selv tage ansvar for at bruge sine hjælpemidler. Det styrker både selvstændighed og selvtillid. Accepter samtidig, at lektier nogle gange tager længere tid, og at dit barn indimellem er for træt til at kunne mere. Det er helt normalt og en del af at lære at mærke sine egne grænser.
Hvis dit barn for eksempel skal læse en historiebog, kan I lytte til kapitlet sammen via Nota og følge med i teksten. Tal bagefter om indholdet – hvad skete der, og hvad var vigtigt? På den måde bliver lektielæsningen en fælles og meningsfuld oplevelse, frem for en tung opgave, som barnet skal klare alene. Det styrker både forståelsen og relationen.
Kapitel 7
Hvor kan du få hjælp?
At være forældre til et barn med ordblindhed kan vække mange bekymringer. Du vil dit barn det bedste, men måske ved du ikke altid, hvor du skal gå hen for at få sparring og råd. Her er det vigtigt at huske, at du ikke står alene.
Gratis sparring og rådgivning
I Ordblindeforeningen kan du få rådgivning, sparring, kurser, netværk og den nyeste viden. Vi møder hver dag familier, der står i samme situation som dig, og vi ved, hvor meget det betyder at dele erfaringer og få støtte fra andre, der forstår.
• Ring til vores vejledningscenter på 69 13 80 07
• Eller besøg vores hjemmeside: ordblindeforeningen.dk
Hos os kan du få svar på dine spørgsmål, blive inspireret af andre forældre og møde børn, unge og voksne, der selv er ordblinde. Det kan være en stor lettelse at opdage, at I ikke er de eneste, og at ordblindhed ikke behøver at stå i vejen for muligheder, drømme og videre veje i livet.
Så ræk endelig ud. Vi er her for at støtte dig og dit barn på vejen videre.

Scan QR-koden og kom direkte til Vejledningscenterets hjemmeside.
